Trump kommer til Danmark

Besøget finder sted den 2. og 3. september i år, oplyser Kongehuset.

Efter knap et døgn med rygter om et besøg af den amerikanske præsident, bekræfter kongehuset, at Donald Trump aflægger Danmark visit den 2. og 3. september i år. (Foto: Mandel NGAN © Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, besøger Danmark.

Det bekræfter Det Hvide Hus i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.

Også kongehuset kan bekræfte, at Danmark får besøg af den amerikanske præsident og førstedame Melania Trump.

Besøget i Danmark vil finde sted den 2. og 3. september i år. Selve programmet og nærmere detaljer for statsbesøget offentliggøres senere, oplyser kongehuset.

De skriver desuden, at han er blevet inviteret af dronning Margrethe.

Statsministeriet skriver på Twitter, at præsidenten vil mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) under sit besøg.

- USA er Danmarks vigtigste og stærkeste allierede i Nato. Vores soldater står skulder ved skulder i verdens brændpunkter og i forsvaret for Europas sikkerhed, udtaler Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Hun tilføjer, at også de danske virksomheder er meget engagerede på det amerikanske marked.

- Jeg ser frem til at møde den amerikanske præsident i Danmark, hvor vi vil drøfte globale emner af fælles interesse, og hvordan vi sammen kan styrke samarbejdet mellem Danmark og USA inden for blandt andet sikkerhedspolitik, arktiske spørgsmål og fremme af samhandel og investeringer.

Fjerde besøg på dansk jord

Præsidenten vil under sit besøg også mødes med formanden for det grønlandske selvstyre Naalakkersuisut, Kim Kielsen, og den færøske lagmand, Aksel V. Johannesen.

Trump vil ifølge Det Hvide Hus desuden deltage i en række bilaterale møder og mødes med fremtrædende personer fra erhvervslivet.

Når Donald Trump kommer til Danmark, er det fjerde gang, at en siddende amerikansk præsident aflægger Danmark besøg. Hans tre forgængere er Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama.

Rygterne om Donald Trumps besøg begyndte allerede i går aftes dansk tid at svirre, da præsidenten til en gruppe journalister nævnte, at han måske ville lægge vejen forbi Danmark, når han besøger Polen i forbindelse med 80-året for begyndelsen af Anden Verdenskrig.

Artiklen fortsætter efter videoen

Flere grunde til at besøge Danmark

Ifølge USA-analytiker, Philip Christian Ulrich, som er udlandsredaktør på webmediet kongressen.com, er der flere gode grunde til, at præsidenten besøger Danmark netop nu.

- Danmark er immervæk en af USA’s nærmeste allierede i Europa. Vi er også dem, der stiller op, når amerikanerne kalder.

- Det har vi gjort trofast siden 90’erne, og det er amerikanerne godt klar over og vil derfor passe på samt dyrke en af de nære venner, siger han.

Også spørgsmålet om russisk og kinesisk interesse i Arktisk og Grønland er, ifølge Philip Christian Ulrich, en af årsagerne til, at den amerikanske præsident viser særlig interesse for Danmark.

- Det er vigtigt for USA at sikre et godt forhold til Danmark, så man kan få forholdsvis nem adgang i området.