Trump sender 1.200 dollar til Danmark: Modtageren er forarget

Amerikanere bosat i udlandet bliver som en del af den amerikanske coronahjælpepakke lovet penge i brev fra Donald Trump.

En check til amerikanske statsborgere - også dem, der bor i udlandet - er underskrevet af præsidenten selv. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

- Det var forvirrende, det var forbløffende og jeg var også forarget.

Ja, hvad tænker man egentlig, når der uanmeldt dumper en skrivelse med lovning på 8.000 kroner ind ad døren?

Den amerikanske antropolog Amy Faircloth, der har boet her i Danmark i 45 år, blev udsat for netop det for nylig, da den amerikanske præsident, Donald Trump, sendte hende et brev med lovning på udbetaling af 1.200 amerikanske dollar.

Pengene er en del af den gigantiske coronahjælpepakke i USA på ikke mindre end 2.000 milliarder dollar.

- Det var stilet til mig personligt og sendt fra skattevæsenet. Så er det lidt overraskende, når man åbner det, og så er det fra Det Hvide Hus. Skrevet under på Donald Trumps særlige manér, som ligner et seismografi over et særligt slemt jordskælv, siger Amy Faircloth, der kalder sproget i brevet for "svulstigt".

- Det er stilet til mig, som om det er en gave. Som om det er hans penge, han giver til mig personligt. Men det er jo ikke hans penge. I virkeligheden er det jo mine penge, kan man sige, da jeg stadig er skattepligtig i USA. Så det var også lidt fornærmende. Det er uhørt, at han personligt skal skrive under, siger Amy Faircloth.

Amy Faircloth var forarget, da et brev fra den amerikanske præsident dumpede ind ad døren. (Foto: PRIVATFOTO)

Hun tror ikke, at pengene kommer til at flytte mange stemmer, hvis det altså var tanken med at lade et ’personligt’ brev følge med.

- Jeg tror faktisk, at et af problemerne i USA er, at folk ikke rigtigt lytter til hinanden. Man er fast besluttet på, at Donald Trump er redningen, mens andre vil synes, han er djævlen selv. Jeg tror ikke, det vil gøre nogen forskel, men det kan måske være med til at stimulere økonomien.

'No big deal'

Amy Faircloth er langtfra den eneste amerikaner, der har modtaget et brev med enten en check fra præsident Trump eller lovning på udbetaling af penge. Næsten 160 millioner amerikanere har fået netop sådan et brev ind ad døren.

Afhængig af indkomst kan hver amerikaner modtage op til 1.200 dollar, mens der gives yderligere 500 dollar pr. barn op til 17 år.

Pengene er en del af den coronahjælpepakke, der skal være med til at få den amerikanske økonomi godt ud på den anden side af coronakrisen. I alt er er der blevet sendt checks ud til amerikanerne til en værdi af over 267 milliarder dollar.

Over 2,5 milliarder dollar er sendt ud af USA til amerikanske statsborgere som Amy Faircloth, der er bosat i udlandet.

Donald Trump har tidligere kommenteret kritik af, at hans navn er sat på ’coronachecken’. Den amerikanske præsident har betegnet det som 'no big deal'.

Facebook
Twitter