Trusler fik Zenia Stampe til at opgive ordførerpost

Igennem sin tid som udlændingeordfører for de radikale var trusler og chikane nærmest hverdag for Zenia Stampe.

Da Zenia Stampe i 2013 trak sig som udlændingeordfører for Det Radikale Venstre, skete det efter flere år med tilbagevendende trusler om både vold, voldtægt og død.

Selvom hun brændte for området og særligt de mennesker, det handlede om, kunne hun ikke længere, da hun fik familie og barn.

- En ting var, at jeg blev udsat for alt muligt, men at jeg også skulle være bange for, at folk mødte op på min adresse, hvor min familie var, det var for meget, forklarer hun.

- Derfor skiftede jeg ordførerskab, og det har været en stor lettelse for mig.

Én af flere

Zenia Stampe er én af de flere politikere, for hvem en del af hverdagen er at skulle forholde sig til både chikane og trusler i mails eller på de sociale medier.

En rundspørge, som DR Nyheder har foretaget, viser, at ud af de 74 folketingspolitikere, som har svaret på henvendelsen, har omkring 60 procent oplevet at blive chikaneret, men knap hver tredje har oplevet at få dødstrusler.

Voldtægt blandt klassikere

For Zenia Stampe har sidstnævnte været en hyppig gæst i mailboksen. Og ofte har truslen været skabt over næsten den samme skabelon.

- Jeg tror, at det er en bestemt skabelon, som man laver trusler over. Noget i retning af, at nogen burde hive dig om bagved og give dig et skud i nakken, fortæller hun.

- Eller voldtage dig, så du selv kan mærke konsekvenserne af din politik. Det er en anden klassiker.

De gange, hvor truslerne har været særligt voldsomme har Zenia Stampe meldt det til politiet. Der er dog endnu ingen af hendes anmeldelser, der har ført til en dom, fortæller hun.

Et voldsomt område

Det er især nogle helt bestemte politiske områder, som afføder de voldsomme reaktioner. Ét er køns- og ligestillingsområdet, og et andet er ikke overraskende udlændingeområdet.

- Uanset om man står på den ene eller anden side, så er det et område, hvor der er utroligt meget voldsretorik i debatten, og det er rigtig skræmmende, fortæller hun.

Frygt efter Breivik

En særligt skræmmende episode var perioden umiddelbart efter Anders Breiviks terrorangreb i Norge, hvor der indledningsvis blev spekuleret i, om det kunne være et muslimsk angreb.

- Allerede der fik jeg nogle mails om, at det blandt andet var min skyld, fordi jeg jo kæmpede for et multikulturelt samfund. Der blev jeg bange. Jeg kan huske, at vi var på vej hjem, men vi vendte bilen og kørte tilbage til sommerhuset, fordi vi ikke havde lyst til at overnatte der den nat, fortæller hun.

- Senere kom det så frem, at det var en højreekstremist, men det gjorde jo sådan set ikke angsten mindre. For så frygtede jeg for, at der var en eller anden, der ville lade sig inspirere.

Det er ikke den gruppe af mennesker, som sender truslerne eller chikanerer, som Zenia Stampede frygter mest. Tværtimod er det den ene person, som måske kan blive inspireret af indholdet i truslerne.

- Man tager en tørn

Zenia Stampe mener ikke, at der er nogen specifikke, der er ansvarlig for, at trusler og chikane tilsyneladende florerer i rigt mål. Hun tror heller ikke på, at det nogensinde vil forsvinde.

De sociale medier har dog været med til at forværre situationen i de sidste par år, da muligheden for hurtigt at komme i næsten direkte kontakt med politikerne er blevet lettere.

På trods af hendes oplevelser har hun aldrig overvejet helt at trække sig fra politik.

- Men jeg har da tit tænkt på, om det var noget, jeg gad i længden. Det er sådan lidt… Man tager en tørn, og på et eller andet tidspunkt orker man næsten ikke mere, siger hun.

FacebookTwitter