Trustrup på Djursland: To har mistet livet efter sammenstød mellem letbanetog og en personbil

Det har kostet en norsk far og hans søn livet, at deres bil kolliderede med et letbanetog i formiddag.

Ulykken skete i formiddags i byen Trustrup. (Foto: Per Øxenholt © Scanpix)

To personer har mistet livet ved et sammenstød mellem et letbanetog og en personbil i formiddag.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det var en norsk familie, der befandt sig i bilen med to voksne og to børn.

- Status er er, at en voksen mand og dennes søn fra bilen er afgået ved døden i forbindelse med uheldet, siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Voss Olsen.

Der er tale om to norske statsborgere - en 34-årig mand og en syv år gammel dreng, oplyser politiet her til eftermiddag. De pårørende er underrettet.

De to andre, der var i bilen, er uden for livsfare, men er fortsat indlagt på Aarhus Universitetshospital.

Der blev sat et massivt redningsarbejde i gang på stedet efter sammenstødet, oplyser politiet. (Foto: Per Øxenholt © Scanpix)

Østjylland Politi fik anmeldelsen klokken 11.05 om, at der på Albøgevej i Trustrup på Djursland var sket et uheld, hvor et letbanetog og en norsk indregistreret personbil var stødt sammen.

- På den baggrund af den anmeldelse igangsætter vi en massiv redningsindsats - herunder et myndighedssamarbejde.

Ulykken skete ved en jernbaneoverskæring, hvor der ikke er nogen bomme, der går ned, når der kommer et tog, men hvor der i stedet er master, der blinker, og klokker, der ringer, når et tog passerer.

Havarikommissionen, politiets kriminaltekniske personale og en bilinspektør skal nu finde ud af, hvad der er årsagen til ulykken, oplyser politiinspektøren.

Derfor er en større undersøgelse af sammenstøddet i gang, og politiet kan endnu ikke sige noget om årsagen til uheldet, siger politiinspektøren.

Ingen er kommet til skade i selve letbanetoget, oplyser politiet.

Det var et sammenstød mellem en personbil og et letbanetog. (Foto: Per Øxenholt © Scanpix)

Færre tog mellem Odder og Hornslet

Uheldet påvirker den kollektive trafik netop nu, oplyser Trafikselskabet Midttrafik på deres hjemmeside.

Letbanen kører kun én gang i timen i hver retning mellem Odder og Hornslet, og kørslen er helt indstillet mellem Hornslet og Grenaa grundet politiets arbejde.

- Vi regner med, at kørslen langsomt bliver skaleret op i løbet af dagen. Men mellem Hornslet og Grenaa, der kan jeg ikke udtale mig om, hvorvidt det er realistisk, at togene begynder at køre i dag, siger Mikkel Schou, projektleder i Midttrafik.

Lige er der indsat erstatningsbusser på enkelte strækninger, oplyser projektlederen, og på strækningen Hornslet og Grenaa, hvor der slet ikke kører nogen letbanetog, gælder Midttrafiks rejsegaranti.

Byen Trustrup ligger 13 kilometer fra Grenaa, som er sidste stop på letbanestrækningen fra Aarhus til Grenaa.

Opdateret klokken 17.26 med nye oplysninger om de to personer, der har mistet livet fra Østjyllands Politi.

Facebook
Twitter