Tuneser-advokat: Dom sender klart signal

Sagen der er kendt som Tunesersagen, og har ført tuneserlovgivningen med sig, er i dag blevet omstødt i Højsteret.

Tuneseren Slim Chafra er nu en fri mand. (© DR)

Højesteret underkender Integrationsministeriets administrative udvisning af tuneseren Slim Chafra, som Politiets Efterretningstjeneste mistænker for drabsplaner mod Muhammedtegneren Kurt Westergaard.

I sagen stadfæster Højesteret afgørelsen fra Østre Landsret, hvor sagen blev behandlet i en åben og en lukket del. Højesteret har vurderet, om tuneseren under den åbne del af sagen har fået tilstrækkeligt med oplysninger om PET's beviser mod ham til, at de har kunnet forsvare sig imod anklagerne.

- Chafra har aldrig fået forelagt anklagerne mod sig, og derfor har det været dybt frustrerende for ham. Afgørelsen sender et klart signal om, at hvis man skal udsende personer, så skal materialet være i orden, siger Slim Chafras forsvarer Tyge Trier.

Dommerstemmerne var 7-0

Det var Integrationsministeriet, der iværksatte den administrative udvisning af Slim Chafra, der siden december har boet i Sandholmlejren. Men fra i dag, er han en fri mand og kan leve videre på sin oprindelige opholdstilladelse.

- Tuneseren har været fire gange i Højsteret og hver gang har der været en markering af, at materialet skal være i orden, før man kan tage folks opholdstilladelser, siger Slim Chafras advokat Tyge Trier.

Dagens dom betyder samtidig at Slim Chafra er blevet tilkendt erstatning på 35.000 kroner og han nu kan fortsætte sit liv i Århus-forstaden Brabrand, hvor han er gift og har to børn.

Facebook
Twitter