Turister indtager private hjem

På bare et år er der sket en tredobling i antallet af turister, der vælger at bruge ferien i Danmark i et privat hjem i stedet for på et hotel.

På bare et år er det sket en tredobling i antallet af turister, der overnatter i private hjem, når de besøger Danmark. (Foto: DR © DR)

Turister fra hele verden tager i de her dage til Danmark på påskeferie, og stadig flere af dem vælger at skifte de klassiske hotelværelser ud med almindelige hjem.

En af dem er Andreas Ponto. Han har sammen med tre venner taget turen fra Berlin for at overnatte i en lejlighed på Islands Brygge, som han har fundet gennem udlejningsportalen AirBNB.

- Jeg har valgt det, fordi du på et almindeligt hotel har adskilte værelser, og så er der fællesrum med folk, du ikke kender. For mig er det her en mere autentisk oplevelse, hvor du kan hygge med familie og venner i private omgivelser, siger han.

Tredobling i turister

Sidste år benyttede næsten 30.000 turister AirBNB til at overnatte i private hjem i Danmark. Det er en tredobling i forhold til året før.

En af dem, der har valgt at slå dørene op for de udenlandske gæster, er iværksætteren Kim Baden-Kristensen. Siden han første gang lagde sin lejlighed på internettet i efteråret, er det blevet til i alt 13 besøg.

- Jeg sprang ud som iværksætter sidste år og sagde mit job op, og det betød at der ikke var nogen anden form for indtægt. Så er det rart pludselig at have nogle andre indtægtskilder at gøre godt med for at få dækket til dagen og vejen, siger han.

Tjener 30.000 kroner om året

Prisen for Kim Baden-Kristensens lejlighed svinger lidt, men ligger på omkring 350 kroner per person per nat. Og turister fra blandt andet USA, Portugal, Australien og Kina har allerede lagt vejen forbi hans lejlighed.

- Jeg har snart haft fra alle kontinenter - det er vist kun Afrika, der mangler, siger han.

I snit tjener udlejere som Kim Baden-Kristensen hver 30.000 kroner om året på at slå dørene op for turister. Alene i 2011 tjente danske udlejere i alt 8,2 millioner kroner på den særlige udlejeform.

Særligt et storbyfænomen

Ifølge Lise Lyck, der er ekspert i turisme ved Copenhagen Business School, er det særligt folk fra storbyer, der vælger at erstatte hotellet med et almindeligt hjem, når de rejser ud i verden.

- Rigtig mange har ikke lyst til at bo i en hotel-enklave, men vil gerne bo et sted, der passer bedre ind i storbyens daglige liv. Når de lejer lejligheder, får også tip til gode spisesteder eller ting at se i nabolaget, og det er også med til at gøre det attraktivt, siger hun.

Omkring 2.000 danskere lejer i øjeblikket deres hjem til turister via internettet.

Se mere om det voksende turistfænomen i TV AVISEN klokken 18.30

Facebook
Twitter