Tal fra RKI, der registrerer dårlige betalere, viser, at unge på 18-20 år i gennemsnit bliver noteret for beløb på under 5000 kroner.
For mange er beløbet altså langt mindre, og det er et stort problem, at unge kommer ind på den bane for bagateller, advarer Forbrugerrådet Tænk.
- Det er super ærgerligt, at man som ung skal ende i RKI, fordi man glemmer at betale en lille regning, siger rådets formand Anja Philip.
Start på en skæv livsbane
Hun fortæller, at det ofte er meget små betalinger som mobilregninger, parkeringsbøder eller fitnessmedlemsskaber, der fører til registreringen som dårlig betaler.
Og står man der, kan man ikke låne penge i banken.
- Folk, der ender i RKI, kommer ind på en skæv livsbane. Det har konsekvenser for ens omgivelser, det kan have psykiske konsekvenser, og man kan ikke have et almindeligt liv, siger Anja Philip.
- Derfor ærgrer det os, at så mange unge ender der på grund af bagateller.
Klatgæld griber om sig
Er man registreret i RKI, kan man naturligvis bare betale sin gæld og dermed blive slettet igen. Men for mange unge hober klatgælden sig op og bliver uoverskuelig.
- Det er rigtigt vigtigt ikke at have små gældsposter rundt omkring. Hvis man har problemer i en periode, er det meget bedre at snakke med banken og få lov at have overtræk i en periode, siger Anja Philip.
Forbrugerrådet har derfor udvidet sin rådgivning til unge, så der nu otte timer om ugen er mulighed for at chatte med andre unge, hvis man er kommet i en skidt situation økonomisk.
- Det er en barriere for mange unge at gå til forældre med problemerne. Så kan man få hjælp hos os i stedet, siger Anja Philip.