Tusindvis af børn fulgte med i Albert Dyrlunds liv: 'Det vil kunne opleves som at miste en ven'

Når unge mister en, de har fulgt på de sociale medier, kan det påvirke mere, end forældre regner med, siger ekspert.

Tilbage i 2018 fik Albert Dyrlund hovedrollen i spillefilmen Team Albert. I den forbindelse gæstede han Apollon-biografen i Struer, hvor fans kunne få taget et billede med ham. (Foto: Morten Stricker © Morten Stricker)

I går kunne man i en bred vifte af landets medier læse, at en af Danmarks største youtubere, Albert Dyrlund, er død i en alder af 22 år.

Han er især kendt blandt børn og unge, der gennem uger, måneder eller år har fulgt med, når han har udgivet musik og korte videoer på forskellige sociale medier som Youtube og Instagram.

Henholdsvis mere end 168.000 og 224.000 personer har løbende kigget med alene på de to platforme. Langt de fleste er børn og unge.

De ved, hvordan youtuberen taler. Måske hvilke dage han poster nye videoer, hvordan han bor, og hvad han elsker at spise til aftensmad.

Og netop den relation kan gøre, at unge og børn bliver påvirket af dødsfaldet i højere grad, end man som forældre tænker over.

- Der er mange, der sidder og følger en fyr som Albert Dyrlund. Nogle ser med på det hele, og i sådan en situation kan tabet opleves på samme måde, som hvis en god ven eller veninde pludselig ikke er der mere til at sige de sjove ting, siger Jonas Ravn, der er projektleder hos Center for Digital Pædagogik med speciale i børn og unges medieforbrug.

Han fortæller desuden, at mange youtubere henvender sig til børn, der ikke er ret gamle, selvom det ikke altid er intentionen, hvilket gør, at det kan være nogle særligt svære følelser, barnet sidder med.

I denne uge mistede Albert Dyrlund livet. Han blev 22 år. (Foto: Philip Davali © Philip Davali)

Anerkend barnets relation til en youtuber

Relationen mellem dit barn og en person på de sociale medier bliver blandt andet tæt, fordi influencere er gode til at tale direkte til deres målgruppe. Ofte går de ikke under et kunstnernavn, men bruger eget navn, mens man får lov til at følge med i deres liv.

- Man kommer enormt tæt på dem, og det betyder også, at hvis en influencer går bort, skal man som forældre være beredt på, at børn, der følger vedkommende, kan blive meget påvirket af det, siger Per Frederiksen, der er psykolog i Red Barnet.

Men mange forældre har ikke kendskab til den relation, der kan være mellem et barn og de personer, som barnet følger på de sociale medier. Netop det er dog vigtigt at være opmærksom på, så man ikke negligerer dødsfaldet i form at sætninger som; "jamen du kendte ham slet ikke", eller "det var slet ikke en, du havde noget at gøre med", siger Per Frederiksen.

I stedet er det væsentligt, at man gør plads til, at barnet kan have en reaktion på den triste nyhed.

- Man skal anerkende, at youtubere har en stor plads i mange børns liv i dag, og derfor er følelserne ægte. Selv om det kan være svært at sætte sig ind i sådan nogle venskaber, der ikke er synkrone, siger Jonas Ravn.

Er der en besked, der skal skrives?

Siden meldingen om Albert Dyrlunds død, er det strømmet ind med beskeder og reaktioner på youtuberens sociale medier.

På hans seneste opslag på Instagram, der blev lagt op 7. juli, har over 23.000 brugere liket og over 7.000 kommenteret.

Mange brugere har skrevet kommentarer som 'hvil i fred'. Derudover har andre store youtubere sendt en hilsen til deres afdøde kollega. Alexander Husum, der har over 400.000 abonnenter på Youtube, skriver:

- Jeg har så meget respekt for dig, min ven. Hvil i fred.

Det kan netop være en idé, at man som forælder støtter op om en besked eller en lignende handling, hvis det er et sådant farvel, der er behov for ovenpå nyheden.

- Det kan eksempelvis være, at der er en blomst, der skal lægges, eller en besked, der skal skrives, og så kan man støtte op om at få gjort det på en fin måde, siger Per Frederiksen, der er psykolog i Red Barnet.

På under 24 timer er antallet af følgere på Albert Dyrlunds instagramprofil gået fra cirka 224.000 til 236.000.

Facebook
Twitter