Tusindvis af danskere bruger nyt forsvar i kampen mod identitetstyve

8.500 danskere har på et år advaret virksomheder om at give kredit i deres navn.

Har du mistet dit pas, kørekort eller sundhedskort, kan du på borger.dk oprette en kreditadvarsel, så det bliver sværere for identitetstyve at misbruge dit CPR-nummer. (Foto: Illustration: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Det er blevet sværere for identitetstyve at misbruge CPR-numre til at optage lån eller købe varer på kredit.

Mindst 8.500 personer med bopæl i Danmark har det seneste år oprettet en kreditadvarsel i CPR-registret. Med den advarer de banker og andre virksomheder mod, at der bliver oprettet lån eller kredit i deres navn.

Hvad er identitetstyveri?

Identitetstyveri dækker både over, at nogen ulovligt tilegner sig en andens personlige oplysninger, og at nogen misbruger de oplysninger til for eksempel at optage lån, købe ting eller chikanere på forskellig vis.

De personlige oplysninger kan være et CPR-nummer, adgangskoder, sundhedsoplysninger eller andre følsomme persondata.

Identitetstyve er alt fra organiserede kriminelle til mennesker helt tæt på ofrene.

Den nyeste undersøgelse om omfanget af identitetstyveri i Danmark er fra 2015. Den viser, at 34.400 danskere blev udsat for identitetstyveri i 2014.

Kilde: borger.dk, Det Kriminalpræventive Råd og Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3)

Muligheden for at oprette en kreditadvarsel trådte i kraft med en ny lov 1. januar 2017 som et redskab mod identitetsmisbrug.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) er godt tilfreds med, at flere tusind danskere har benyttet sig af muligheden for at oprette en kreditadvarsel.

- Det er nogle utroligt flotte tal, vi ser. Jeg er overrasket over, at der allerede er så mange, der har gjort det, siger han og tilføjer:

- Det er jo godt, at man selv kan gå ind og sige: Hey, der er en risiko for, at min identitet kan blive misbrugt, så nu går jeg lige ind og gør opmærksom på, at det skal andre også være opmærksomme på, siger han.

Anbefaling fra politiet

Hos Rigspolitiets Cyber Crime Center (NC3) er de også tilfredse med, at det er blevet muligt for borgerne at oprette en kreditadvarsel, hvis de frygter identitetsmisbrug.

- Det er helt klart en anbefaling fra vores side, at man benytter sig af den mulighed, siger Niels Denny Sørensen, vicepolitiinspektør og operativ chef hos NC3.

NC3 kan dog ikke se, om borgernes brug af kreditadvarslen har gjort konsekvenserne af identitetstyveri mindre.

- Vi kan ikke se nogen direkte effekt, fordi vi samtidig har en stigning i bedragerier på internettet. Så vi kan ikke sige, om det er det ene eller det andet, der har indvirkning. Men ideen er rigtig, rigtig god, fordi man udelukker sig selv fra en masse problemer ved, at man har opretter en kreditadvarsel, siger Niels Denny Sørensen.

Sådan opretter du en kreditadvarsel
  1. Gå ind på borger.dk.
  2. Søg på kreditadvarsel i søgefeltet.
  3. Tryk 'start' i feltet 'Indsæt markering om kreditadvarsel i CPR'.
  4. Log ind med NEM ID.
  5. Følg vejledningen.
  6. Hvis du senere gerne vil slette kreditadvarslen, skal du logge ind samme sted og slette markeringen om kreditadvarsel.

- Automatisk opslag

Det er frivilligt for banker og virksomheder, om de tjekker CPR-registret for kreditadvarsler, inden de udbetaler kredit til en kunde eller opretter et forbrugslån.

Men ifølge brancheforeningen Finans og Leasing, der repræsenterer banker og leasingvirksomheder, tjekker de fleste af deres medlemmer CPR-registret, når de vurderer en ny kunde.

- Vi laver automatisk opslag i CPR, når vi får nye kunder. Og det er helt oplagt, at så standser vi jo op og spørger, om der er noget galt her? Og så får vi forhåbentlig stoppet identitetstyveriet, siger Christian Brandt, direktør i Finans og Leasing.

Bank støtter op

Ekspres Bank er en af de virksomheder, der oplyser til DR, at de konsekvent tjekker CPR-registret for eventuelle kreditadvarsler, inden de udbetaler kredit til en kunde.

Banken samarbejder med forhandlere som Elgiganten, Bilka og Jysk. Så hvis du som forbruger gerne vil købe en vare på kredit hos en af de kæder, er det Ekspres Bank, der står for det praktiske omkring finansieringen.

- At oprette en kreditadvarsel er jo en mulighed for personer til at beskytte sig selv, hvis de har været udsat for identitetstyveri. Det vil vi gerne støtte op om, siger kommunikationschef i Ekspres Bank, Nina Johansen.

Tiltag længe undervejs

Den nye lov, der har gjort det muligt at oprette en kreditadvarsel i CPR-registret, var længe ventet af flere parter, da den trådte i kraft for et år siden.

Både ofre for identitetstyveri, Dansk Erhverv, Forbrugerrådet TÆNK og andre aktører havde længe efterlyst en mulighed for at kunne spærre pas, kørekort og sygesikringskort på samme måde, som man kan spærre et kreditkort.

De pegede blandt andet mod Norge og Sverige, hvor indbyggerne i flere år har haft mulighed for at kreditspærre deres personlige kort.

I februar 2015 lovede Rigspolitiet, at et værn mod identitetstyveri ville være på vej inden udgangen af 2015. Men den løsning blev skrinlagt på grund af uenigheder mellem blandt andre Finansrådet og Rigspolitiet, viste DR's dækning.

I april 2016 varslede daværende social- og indenrigsminister, Karen Ellemann-Jensen (V) så, at løsningen med den nuværende kreditadvarsel var på vej.

- Det er tankevækkende, at det har taget så lang tid, men der har været rigtig mange parter, som skulle være enige, sagde Karen Ellemann-Jensen dengang.

Den nye lov om oprettelse af kreditadvarsel blev vedtaget af et enigt Folketing i december 2016 og trådte altså i kraft 1. januar 2017.