Tusindvis af danskere får receptpligtig medicin fra engelske net-apoteker

Både danske myndigheder, læger og patientforeninger fraråder at bruge hjemmesiderne.

Hjemmesiden dk.treated.com er en af de britiske hjemmesider, der på dansk tilbyder at sende receptpligtig medicin til døren med pakkepost på baggrund af en udfyldt web-formular.

En stribe internetsider på dansk tilbyder at udskrive receptpligtige lægemidler og sende dem direkte hjem til hoveddøren med pakkepost.

DR har fundet fire hjemmesider, der opererer fra Storbritannien, der alle fungerer på den måde, at man udfylder en formular på dansk og anmoder om et lægemiddel. Derefter behandler en engelsk læge eller farmaceut en oversat version af anmodningen, hvorefter medicinen bliver sendt med pakkepost og ankommer en eller få dage senere, såfremt anmodningen bliver godkendt.

Modellen er fuldt lovlig, men både læger, patientforeninger og myndighederne fraråder at bruge hjemmesiderne.

- Risikoen for fejlbehandling er alt andet lige noget større, end hvis man benytter det danske sundhedsvæsen, siger Anette Lykke Petri, der er overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, til DR.

Udsnit fra den danske udgave af det britiske net-apotek Treated.com. (© dk.treated.com)

"Super hurtig levering og nemt at bestille"

DR har spurgt hjemmesiderne, hvor mange danske kunder de har haft, men det vil ingen af dem svare på. En af siderne, Treated.com, oplyser dog i en mail til DR, at de på det danske marked har ”hjulpet tusindvis af patienter og det gør vi stadig”.

- Det danske online medicinsalg vokser i takt med, at efterspørgslen fra kunderne stiger. De har mindre tid, ønsker det skal være nemt og bekvemt, og det er det, vi giver dem, skriver Treated.com til DR.

Siderne har eksisteret i flere år, og på Trustpilot har mere end 1000 danskere anmeldt dem. Ofte med bemærkninger såsom ”super hurtig levering og nemt at bestille” og ”hurtigste og mest effektive betjening nogensinde!!!!”

Patientforening: Meget bekymrende

Men både danske læger og patientforeninger advarer mod siderne.

- Vi vil kraftigt advare borgerne mod at gøre det her Når man ordinerer medicin på nettet, så kan det gå ud over patientsikkerheden, hvis der ikke er en direkte relation mellem lægen og patienten. Så det er meget bekymrende, siger Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter, som er paraplyorganisation for en lang række patientforeninger.

Samme melding kommer fra de danske læger.

- Der er et patientsikkerhedsmæssigt problem i det. For de læger kender ikke noget til patientens baggrund, de har ingen sygehistorie med, som man har, når man går til sin danske læge. Så det er ikke noget vi kan anbefale, siger Tue Flindt Müller, der er formand for Lægeforeningens lægemiddeludvalg.

Opererer uden om det danske sundhedsvæsen

Selvom hjemmesiderne er på dansk, og der er dansktalende kundeservice med et dansk telefonnummer, så er siderne hjemmehørende i Storbritannien, og derfor foregår det hele uden om det danske sundhedsvæsen.

Det betyder dels, at der ikke er offentligt tilskud til medicinen, men det betyder også, at de engelske læger og farmaceuter, der udskriver medicinen, ikke har adgang til patientens medicinkort, hvor det fremgår, hvad patienten ellers tager – eller har taget – af medicin.

- Vi kan så heller ikke se hvad der er udskrevet fra den læge ovre i England, for det kommer heller ikke ind på medicinkortet, og det vil sige så mangler vi den oplysning, hvis patienten glemmer at oplyse om det, eller bevidst holder det tilbage, siger Tue Flindt Müller fra Lægeforeningen.

De britiske læger og farmaceuter stiller i nogle tilfælde opfølgende spørgsmål på skrift til kunder, der efterspørger medicin på hjemmesiderne.

Men det beroliger ikke Lægeforeningen, da patienter ikke altid har helt styr på deres egen historik.

- Det vil sige, at de kan komme til at ordinere et præparat, der ikke går i spænd med de andre præparater, som patienten får i forvejen. Der kan man i sidste instans risikere, at folk får en blødning eller en blodprop, fordi de to medicintyper ikke går godt sammen, siger Tue Flindt Müller, der er formand for Lægeforeningens lægemiddeludvalg.

Lægeforeningen: Nogle recepter kræver fysisk undersøgelse

Et andet problem er, at en stribe af de lægemidler, man kan få på hjemmesiderne, ifølge Lægeforeningen kræver en fysisk undersøgelse af patienten.

For eksempel bør der tages blodtryk, før en kvinde får ordineret p-piller, forklarer formanden for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg.

- Så man ikke giver p-piller til en der i forvejen har forhøjet blodtryk, for det vil også øge hjertebelastningen og risikoen for blodpropper senere hen, forklarer Tue Flindt Müller.

Men også en række øvrige andre præparater på siderne - mod for eksempel blærebetændelse, virusinfektioner, lavt stofskifte, impotens og for højt kolesterol - bør kun udskrives efter en fysisk undersøgelse, siger han.

- Og det kan man jo ikke over nettet. Så jeg undrer mig virkelig over det her, det må jeg sige, siger Tue Flindt Müller.

Lægemiddelstyrelsen: Fuldt lovlig metode

De fire hjemmesider har alle det grønne EU-logo til godkendte net-apoteker

På trods af advarslerne opererer siderne fuldkommen lovligt, og der er heller ikke noget ulovligt i at benytte dem, oplyser Lægemiddelstyrelsen til DR.

Hjemmesiderne er således alle godkendt af de britiske myndigheder og har derfor det grønne EU-logo til netapoteker.

Og lovgivningen siger, at man godt må købe og importere receptpligtige lægemidler til eget brug fra andre EU eller EØS-lande, så længe de er købt lovligt i det pågældende land.

Apotekersites: Patientsikkerhed er kernen

Ingen af de britiske apotekshjemmesider har ønsket at stille op til et interview med DR. Men i en kommentar til bekymringen for patientsikkerheden skriver virksomheden Hexpress, der står bag tre af de dansksprogede hjemmesider, som tilbyder receptpligtig medicin:

- Vi er sikre på, at den service, vi leverer, er sikker. Patientsikkerhed er kernen i alt, hvad vi gør, og vi sigter mod at levere en sikker service til alle kunder. Udbuddet af lægelige tjenester online er et område, der er under udvikling og er ikke beregnet til at erstatte fysiske konsultationer med læger. Vi anbefaler alle patienter, at de også konsulterer deres lokale læge.

DR har også spurgt indehaverne af hjemmesiderne, om et eventuelt Brexit vil betyde, at deres forretning i Danmark stopper.

- Hvis Brexit eller en hård Brexit sker, forventer vi ikke, at det har nogen væsentlig indflydelse på vores service, skriver en af hjemmesiderne, Treated.com, til DR.

Patientforeninger vil have modellen stoppet

Men patientforeningerne opfordrer politikerne til at tage affære.

- Vi håber meget, at den danske regering vil tage fat i det her spørgsmål og gå til EU. Der er brug for at få set på det her. Kan det stoppes, sådan at vi sikrer os, at patienterne ikke bliver udsat for alvorlig fare ved at købe medicin på nettet, spørger Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter, som er paraplyorganisation for en lang række patientforeninger.

I mellemtiden vil Danske Patienter have myndighederne på banen.

- Det er vigtigt at myndighederne informerer borgerne om den risiko, der er ved at handle medicin på nettet på den her måde. Og så selvfølgelig på den lange bane sørge for at få det her stoppet, så det ikke kan lade sig gøre, siger Morten Freil.

Styrelse: Ingen mulighed for at gribe ind

Men det er der ikke umiddelbart udsigt til.

Lægemiddelstyrelsen skriver til DR, at de engelske myndigheder har oplyst til styrelsen, at hjemmesiderne ikke opererer i strid med britisk lovgivning.

- Vi har ingen aktuelle planer om at foretage os yderligere i relation til disse sider, skriver Lægemiddelstyrelsen til DR.

Styrelsen for Patientsikkerhed har informeret om de forskellige risici ved brugen af udenlandske netapoteker på sin hjemmeside, men meget mere kan vi ikke gøre, lyder det fra styrelsen.

- De her sites er underlagt EU-lovgivning, og der har vi ikke nogen mulighed for at gribe ind på nogen måde. Men vi vil helt klart anbefale, at man benytter det danske sundhedsvæsen siger Anette Lykke Petri, der er overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.