Tusindvis i skattekø: Må vente over en time på at se årsopgørelsen

Pres på Skattestyrelsens hjemmeside, hvor over 700.000 har tjekket årsopgørelse siden i går aftes.

(Arkiv) Skattestyrelsen besvarer generelle spørgsmål om årsopgørelsen på Facebook og Twitter i weekenden, inden telefonerne åbner mandag morgen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Får jeg penge tilbage i skat - eller får jeg i stedet en opkrævning?

Det spørgsmål har over 700.000 danskere fået svar på, siden man i aftes har kunnet tjekke sin årsopgørelse for 2018. Mange har ventet i mere end en time i kø på skat.dk.

- Der har været over en million visninger, siden vi åbnede i går klokken 18. Først klokken tre i nat var køen nede, og den startede op så småt her i morges, oplyser Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Vil man have mindst mulig kø, anbefaler hun, at man klikker ind mellem midnat og klokken seks om morgenen.

Skyd genvej til årsopgørelsen

Lørdag morgen stod over 150.000 personer i kø for at se årsopgørelsen ved at indtaste NemID-kode på skat.dk. Men bruger man TastSelv-løsningen er køen over fem gange så kort.

4,6 millioner borgere har i øjeblikket mulighed for at tjekke årsopgørelsen.

Weekenden fungerer som en testperiode, før Skattestyrelsen åbner for telefonerne klokken ni mandag morgen.

- Vi har sørget for ekstra bemanding og længere åbningstid, og vi forventer at besvare mere end 70.000 telefonopkald i løbet af den første uge, siger Karoline Klaksvig, der opfordrer folk til at vente et par dage med at ringe.

Facebook
Twitter