Tv-værten Piet van Deurs er død

Han faldt om af et hjerteanfald ude foran sit hjem i Espergærde. Piet van Deurs blev 87 år.

Et billede af Piet van Deurs fra 1999, hvor han lavede programmet Normannerne om vikingerne. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Den folkekære tv-vært, journalist og forfatter Piet van Deurs døde torsdag morgen af et hjerteanfald ude foran sit hjem i Espergærde i Nordsjælland. Han blev 87 år.

Det fortæller hans kone gennem mere end 30 år, Jette Gersdorff van Deurs, til DR Nyheder.

- Han havde været lidt træt på det sidste, men han har altid været glad og positiv lige til det sidste. Han sagde altid til mig: Jeg elsker dig, jeg elsker dig, og jeg er så taknemmelig for dig, siger hun.

Piet van Deurs er bedst kendt for sine mere end 40 år på Danmarks Radio, hvor han blandt andet var programredaktør og vært på quizzen Hvad er det?. Desuden er han i DR-sammenhæng kendt for en lang række andre programmer heriblandt 'Dronningen tager imod', hvor Piet van Deurs i fem afsnit talte med den danske dronning om den royale historie.

Ligeledes har han skrevet en række bøger og holdt foredrag. Foredragsvirksomheden fortsatte han også med, efter han stoppede på DR i 2001.

I 1992 blev han kåret til ridder af Dannebrogordenen, og i 1997 blev han hædret med den litterære Absalon-pris.

Et klip fra programmet "Spillet om magten" fra 1996, hvor Piet van Deurs gennemgår Danmarkshistorien.

Nysgerrig til det sidste

Ifølge Piet van Deurs' kone var han skrantende de sidste år af hans liv. Men gåpåmodet og nysgerrigheden var der stadig.

- Han var så glad, og mest af alt var han stadig nysgerrig på livet. Jeg kan huske, at når der kom nogle og interviewede ham, så endte det altid med, at han interviewede dem, fortæller Jette Gersdorff van Deurs.

På trods af at helbredet ikke var brølstærkt, var der ikke noget, der tydede på, at Piet van Deurs skulle dø.

- Man hører om så mange, der ligger hen i en sygeseng i deres sidste år. Det gjorde Piet ikke, og det er måske meget godt, at han nåede at blive 87 år, når man ser på det arbejdsliv, han havde, siger Jette Gersdorff van Deurs.

Piet van Deurs blev udlært som journalist på Østsjællands Folkeblad i Køge.

Herfra gik turen til Holbæk Amts Venstreblad og Helsingør Dagblad, inden han i 1958 kom til DR, hvor han i en årrække var programredaktør og souschef i tv's kulturafdeling. Han stoppede i DR i 2001.

Piet van Deurs i arkæologi-quizzen 'Hvad er det?' fra 1983:

Piet van Deurs' efterfølger: Han var den alvidende historieonkel

Piet van Deurs har ikke kun skabt brede smil og historieinteresse i de danske hjem. Han har også præget nutidens formidlere af historisk journalistik.

For tilrettelægger og programvært på DRs historieprogrammer, Cecilie Nielsen, spillede Piet van Deurs og hans programmer en særlig rolle i hendes opvækst.

- Som helt lille pige var han den alvidende historieonkel, som åbnede døren til den verden for mig. Hans programmer var hverken smarte eller nyskabende, men jeg nød at se dem. Og når man interesserede sig for historie, så var han et kæmpe ikon – og jeg har da også set hans programmer på Bonanza, siger hun og fortsætter:

- Jeg synes, det har været vildt skægt, når jeg har været på arbejde sammen med fotografer, som har kunnet fortælle, hvordan det har været at arbejde sammen med ham.

Facebook
Twitter