Twittere er med på en lurer

Langt størstedelen af de i alt 50 millioner Twitter-profiler er tavse. Brugerne er der ikke for selv at twitte, men for at følge deres idoler.

Twitter har omkring 50 millioner profiler, men langt de fleste pipper meget lidt; blot 21 procent har mindst 10 followers, følger mindst 10 andre og har tweetet mindst 10 gange.

Selvom Twitter galoperer derudad med sine 50 millioner profiler, risikerer sitet at miste status som socialt medie.

For langt de fleste profiler pipper meget lidt eller slet ikke; de er dér for at følge deres idoler. Det skriver CNN.

Det er en ny rapport fra sikkerhedsfirmaet Barracuda Networks, der viser, at hele 73 procent af alle Twitterkonti højst har twittet 10 gange.

- Det lader til, at Twitter er ved at blive mere og mere en nyhedsfeed frem for et socialt medie, siger Paul Judge, der er chefresearcher i Barracuda Networks og forfatter til rapporten.

Blot hver femte er ægte bruger

Og det skaber tvivl om såvel Twitters muligheder for vækst som sites evne til at tjene penge.

I december 2009 var blot 21 procent af alle Twitterkonti "ægte brugere"; det vil sige brugere, der har mindst 10 followers (andre brugere, der følger ens tweets) der følger mindst 10 andre og som har tweetet mindst 10 gange.

Fra november 2008 til april 2009 hoppede flere kendisser, heriblandt Ashton Kutcher, Oprah Winfrey og John Mayer, på Twitter, hvilket fik trafikken til at stige med 21,2 procent i april 2009 alene.

Vi er ikke sociale på Twitter

Det indikerer, at de fleste twittere har en profil for at følge yndlingsberømtheden, og ikke for at interagere med vennerne på samme måde som de gør på Facebook eller MySpace, siger Paul Judge.

Og idet de største berømtheder allerede har en Twitterprofil, vil idolerne næppe kunne blive ved med at trække mange nye brugere til sitet.

- Sagens kerne er, at de fleste af disse mennesker er på sitet, fordi Ashton siger, de skal, fortæller Judge.

-Hvis de mennesker alligevel ikke gør noget, kan Twitters vækst ikke fortsætte.

Facebook
Twitter