Tysk vejafgift kan ramme danske bilister

FDM protesterer over tyske planer om vejafgifter, der især rammer udenlandske bilister.

Bild skriver, at et 10-dages klistermærke vil koste 10 euro, ca. 75 danske kroner, mens et to-månederskort kommer til at stå i 30 euro, ca. 225 danske kroner. (Foto: FRANK LEONHARDT © Scanpix)

Når turen i fremtiden går til Gardasøen eller Sydfrankrig, kan det koste penge at køre på den tyske motorvej.

Ifølge ZDF og Bild-Zeitung præsenterer den tyske transportminister mandag sit udspil til en fremtidig vejafgift, som skal betales af alle, der benytter det tyske vejnet - inklusive turister.

Bild skriver, at et 10-dages klistermærke vil koste 10 euro, ca. 75 danske kroner, mens et to-månederskort kommer til at stå i 30 euro, ca. 225 danske kroner.

FDM: En glidebane

Da det er meningen, at de tyske bilisters ejerafgift skal nedsættes tilsvarende, vil afgiften reelt kun ramme udenlandske bilister, og det møder kritik hos de danske bilejere.

- Vi synes, det er et rigtig dårligt forslag, især fordi debatten i Tyskland har gået på, at det er en afgift for udlændige, som kører på vejnettet. Det, synes vi, er en glidebane at komme ud på, for det kan betyde, at andre lande vil gå samme vej, siger Torben Møller Thomsen, administrerende direktør i FDM, til DR Nyheder.

Han mener, at afgiften på den benzin udenlandske bilister køber på tyske tankstationer, mens de kører igennem Tyskland, opvejer den slitage, som vejnettet udsættes for.

Danskerne delt i spørgsmålet

Danskerne er i midlertidig delte, når det kommer til rimeligheden af de nye afgifter.

I en rundspørge foretaget af YouGov for FDM svarer 43 procent af de adspurgte, at afgiften er urimelig, mens 33 procent finder det rimeligt, at man som gæst på det tyske vejnet skal spytte lidt i kassen.

FDM har klaget til den tyske regering, da organisationen mener, at afgiften er i strid med EU-retten. Samtidig har FDM taget kontakt til den danske transportminister for at få ham til at tage sagen op i EU-regi.