Tyskland topper: Flere end 47.000 rejsende er registreretDanskerlisten

Udenrigsministeriet og rejsebureauforening glæder sig over danskernes rejse-registreringer.

Det er klassiske feriedestinationer som Spanien, Italien, Frankrig og Kroatien, der ligger i toppen af Danskerlisten. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Mange forbinder det at registrere sig på Udenrigsministeriets danskerliste med muligheden for katastrofehjælp på eksotiske destinationer langt fra Danmark.

Men denne sommer er det ikke asiatiske, sydamerikanske eller afrikanske lande, der fylder på listen.

Det gør derimod helt traditionelle feriedestinationer som Spanien, Italien og Frankrig. Og allerøverst på listen ligger vores naboland mod syd, Tyskland.

Tirsdag formiddag var 47.226 danskere registreret som rejsende på listen, og 18 ud af de 20 topscorerlande på listen er europæiske.

Det glæder Uffe Wolffhechel, der er ambassadør i Udenrigsministeriets Borgerservice med ansvar for krisestyring.

- Det er jo positivt for os at se, at de danske rejsende faktisk lytter til den rådgivning, vi giver, siger han og henviser til rejsevejledningerne, der fraråder unødvendige rejser til de fleste lande uden for Europa.

Tilmelding til listen er frivillig, og den giver derfor ikke et komplet billede af alle rejsende. Det er heller ikke muligt at sammenligne årets liste med tidligere år.

Uffe Wolffhechel antager dog, at færre søger mod udlandet i år på grund af corona.

- Men jeg vil til gengæld formode, at en større andel af de rejsende registrerer sig, for der har jo været meget opmærksomhed omkring det. Alle ved, at vi stadig lever i en corona-tid, siger han og fortæller, at listen for eksempel var i brug i sidste uge, da myndighederne i Barcelona indførte særlige corona-forholdsregler.

Rejsebureauforening er overrasket over europæisk liste-dominans

Den allerstørste overraskelse på listen er Tysklands topplacering. Vores nabo mod syd er nemlig traditionelt et gennemkørselsland i danskernes sommerferier.

Det siger Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

- Danskerlisten er egentlig tænkt som noget, du bruger, når du er uden for EU. Men omvendt har de seneste fem måneders oplevelser med covid-19 betydet, at man har fundet ud af, at der findes en danskerliste, og at man registrerer sig, selv på en kort tur væk fra Danmark. Det er en nyskabelse, siger Lars Thykier.

Selv om Tyskland er et stenkast væk fra Danmark, mener han, at det er fornuftigt at tilmelde sig Danskerlisten.

- Tyskland er godt nok vores naboland, men det er et stort land, og der er for eksempel langt hjem fra München. Og selv i et naboland er det vigtigt, at man registrerer sig, hvis der sker noget uventet, siger Lars Thykier.

Ud over Tyskland er det ifølge ham de typiske danske sommerferiedestinationer, der dominerer i toppen af listen. Her finder man lande som Spanien, Italien, Frankrig, Kroatien og Grækenland.

Det vidner om, at en del danskere har grebet muligheden for at komme på sommerferie i Sydeuropa efter lempelsen af rejsevejledningerne, siger Lars Thykier.

Og han har en klar opfordring til alle danskere, der pakker sydfrugterne i den kommende tid.

- Danskerlisten er til for at blive brugt. Registrer dig. Det tager meget kort tid og er en stor hjælp for dig selv og dem, der skal hjælpe dig, siger Lars Thykier.

Facebook
Twitter