Tema Ubådssagen

Ubådsejer varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab på svensk kvinde

Ubåden sank i går, og Peter Madsen blev reddet i land, men der var ingen spor af kvinden.

Opfinderen og ejeren af den sunkne ubåd UC3 Nautilus, Peter Madsen, er ved grundlovsforhør i Københavns Byret netop blevet varetægtsfængslet frem til 5. september.

Peter Madsen er sigtet for manddrab på en 30-årig kvinde, men dommeren valgte at fængsle ham under den mildere paragraf for uagtsomt manddrab. Det er Peter Madsens forklaring, der danner grundlag for afgørelsen.

Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, kan på grund af lukkede døre ikke komme med detaljer om dagens grundlovsforhør.

- Jeg kan kun kommentere, at retten ikke umiddelbart finder, at der er begrundet mistanke om, at han har gjort sig skyldig i manddrab, men retten finder, at der er begrundet mistanke om uagtsomt manddrab, siger hun.

- Min klient er meget påvirket, og han ønsker kun at hjælpe så meget, han kan, under udredningen.

Peter Madsen sagde i retten, at han selv ønskede at afgive forklaring for åbne døre, men på trods af protester fra medierne, valgte dommeren at lukke dørene. Det skyldes blandt andet, ifølge anklagemyndigheden, at der under afhøringen af Peter Madsen er kommet oplysninger frem, der kan krænke kvindens pårørende.

Peter Madsen nægter sig skyldig i drab.

Den 46-årige opfinder sejlede torsdag klokken 19.00 ud i ubåden fra Refshaleøen sammen med kvinden på en prøvetur. Fredag klokken 02.30 tog kvindens kæreste kontakt til myndighederne, da hun ikke vendte tilbage.

Peter Madsen har tidligere oplyst, at han satte sin passager af torsdag aften cirka klokken 22.30 ud for Restaurant Halvandet på Refshaleøen. Der er dog ingen, der har set den 30-årige svensker, siden hun steg ombord på ubåden tidligere torsdag.

Ubåden sank i går, og Peter Madsen blev reddet i land, men der var ingen spor af kvinden.

Ubåden er i dag blevet hævet til overfladen og skal nu undersøges nærmere.

FAKTA OM NAUTILUS

  • Ubåden UC3 Nautilus blev bygget som et hobbyprojekt af en gruppe ubådsentusiaster med den danske opfinder i spidsen. Det tog tre år at færdiggøre fartøjet.
  • 3. maj 2008 blev Nautilus søsat i Københavns Havn.
  • Ubåden er en af verdens største hjemmebyggede eksemplarer og er den tredje ubåd, som den danske opfinder har designet.
  • Nautilus er næsten halv størrelse af den danske flådes ubåde af Tumleren-klassen. Den drives dieselelektrisk.
  • Ubåden kan i teorien dykke til en dybde på 470 meter. Det er den dybde, hvor skroget ifølge beregninger kan forventes at bryde sammen på grund af vandtrykket.
  • I 2010 skete der en batterieksplosion i maskinrummet. Flere batterier blev beskadiget. I 2011 blev ubåden taget på land og har gennemgået en omfattende renovering.