Uber-chauffør om dom: Det er god reklame

Det bekymrer ikke Uber-chauffør Per Jakobsen, at seks af hans med-chauffører er blevet idømt bøder for at køre ulovlig taxakørsel.

Per Jakobsen sidder i sin store, grå bil.

Det er den, han bruger, når han kører som såkaldt Uber Partner - eller chauffør - for transporttjenesten Uber.

Han har netop fået at vide, at Københavns Byret har idømt seks andre Uber-chauffører bøder for at køre ulovlig taxa-kørsel.

- Byretten siger, at der er tale om pirat-taxikørsel, læser Per Jakobsen op fra sin mobiltelefon.

Den afgørelse bekymrer dog ikke Uber-chaufføren.

- Det her er jo super, for nu får vi endnu mere presseomtale, det vil sige, at endnu flere downloader app’en og at endnu flere bruger Uber, mener Per Jakobsen.

Seks af Per Jakobsens "kollegaer" er blevet idømt bøder på mellem 2.000 og 6.000 kr. ved Københavns Byret. En dom, som de dømtes forsvarere dog allerede har meddelt, at de vil anke.

Per Jakobsen er overbevist om, at denne dom blot er første skridt i en langvarig kamp om Uber's rolle i Danmark.

- Jeg er af den overbevisning, at jeg kører delekørsel - og at det er en samkørselstjeneste, siger han.

Han bruger ikke selv de penge, han tjener på Uber-kørslen, på sine almindelige udgifter, men derimod på ferier.

- De ryger ind på en konto, hvor jeg betaler min moms og skat - og så bruger jeg resten på at holde ferie, fortæller Per Jakobsen.

Per Jakobsen er heller ikke bekymret for nu selv at få en bøde på grund af sin kørsel for Uber.

- Hvis der er en politimand, der har lyst til at komme og stoppe mig, så er han velkommen til det, siger han.

Facebook
Twitter