Uber efter dom: Den danske lov må revideres

Selskabet bag transporttjenesten vil fortsætte deres virksomhed i Danmark, på trods af dom i byretten.

En Uber-chauffør på arbejde. (Arkivfoto) (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Det er for tidligt at afgøre, hvad dommen over Uber-chauffører betyder for selskabets fremtid i Danmark.

Det siger Carl Edvard Endresen, der er direktør for Ubers danske afdeling, efter seks Uberchauffører fredag er blevet dømt for at overtræde taxiloven. Han påpeger, at dommen allerede er blevet anket.

- Det betyder, at sagen vil fortsætte, siger han.

Det er første gang, at en domstol tager stilling i striden mellem Uber og taxibranchen, som har verseret, siden Uber kom til Danmark i 2014.

Spørgsmålet har været, om Uber driver samkørsel eller taxikørsel. Københavns Byret mener, at det sidste er tilfældet.

- Vi vurderer, at vi opererer inden for den danske lov, siger Carl Edvard Endresen.

- Men vi mener stadig, at der er brug for en reform af loven, så vi får klarhed over, hvordan samkørsel skal fungere i fremtiden, så man kan drage fordel af de teknologiske fremskridt, der er sket, siger han.

Endresen påpeger, at også taxibranchen argumenterer for liberalisering.

/ritzau/

Facebook
Twitter