Uber-tur var piratkørsel: Koster chauffør 3.500 i bøde

Formand for Foreningen for Deleøkonomi, Nicolai Jørgensen, skal betale en bøde på 3.500 kroner for piratkørsel.

Taxabranchen har længe protesteret over Uber. Det var angiveligt en taxa-chauffør, der bookede den nu ulovlige tur. (Foto: Kai Pfaffenbach © Scanpix)

Det var ulovlig taxakørsel, da Uber-chauffør Nicolai Jørgensen i januar 2015 kørte en tur på otte kilometer med en passager gennem tjenesten Uber.

Nicolai Jørgensen, der også er formand for Foreningen for Deleøkonomi, skal derfor betale en bøde på 3.500 kroner.

Det har Københavns Byret besluttet mandag.

Formanden kørte i januar 2015 fra Reventlowsgade i København til Valby med en passager. Det var angiveligt en taxachauffør, der bookede turen på Uber under navnet "John".

Taxachaufføren fortalte efterfølgende Nicolai Jørgensen, at han havde i sinde at politianmelde ham for kørslen.

Søren Nicolaisen fra Brancheforeningen Taxiførere i Danmark har bekræftet over for avisen.dk, at en taxachauffør har kørt med Uber-biler for derefter at anmelde dem.

Nicolai Jørgensen har efter eget udsagn kun fået ti kroner i betaling for turen samlet. Han håbede derfor på at blive frikendt.

/ritzau/

Facebook
Twitter