Uddannelsesloftet fik Andreas til at droppe ud: 'Jeg følte, jeg var låst resten af mit liv'

Studerende jubler over, at uddannelsesloftet bliver skrottet med den nye finanslov.

Andreas Roesen glæder sig over, at uddannelsesloftet bliver fjernet fra 1. juli 2020.

Næste sommer kan studerende igen gøre en uddannelse færdig og begynde på en ny.

For med finansloven for 2020 bliver uddannelsesloftet fjernet.

- Det glæder mig, at andre ikke skal stå i det dilemma, jeg stod i for tre år siden, siger 26-årige Andreas Roesen, der er studerende.

Også Danske Studerendes Fællesråd er begejstrede.

- Vi er helt vildt glade. Det er enormt positivt. Det er en kamp, vi har kæmpet, siden loftet blev oprettet i 2016. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at rive det ned. Og nu er det endelig lykkedes, lyder det fra formand Johan Hedegaard Jørgensen.

Én eksamen fra at blive bachelor

I 2016 besluttede et politisk flertal, at studerende ikke længere kunne tage to statsfinansierede uddannelser på samme eller lavere niveau. Efter heftig kritik blev loven dog året efter justeret, så man efter seks år kan tage en ny uddannelse.

Det vil sige, at man ikke kunne tage en bachelor i idræt og derefter begynde på medicinstudiet før seks år efter. Man kunne heller ikke blive pædagog og så efterfølgende begynde at studere til sygeplejerske.

Da uddannelsesloftet blev en realitet, studerede Andreas Roesen matematik og erhvervsøkonomi på Copenhagen Business School.

- Da jeg var færdig med gymnasiet, var jeg meget på bar bund med, hvad jeg ville læse. Jeg klarede mig godt i matematik, så det var oplagt at søge i den retning, siger han.

Det var det naturlige valg. Men det viste sig ikke at være det rigtige valg. Den erkendelse fik han efter et par år på studiet.

- Det gik op for mig, at jeg hellere ville beskæftige mig med de ting, som jeg brænder mest for. Jeg har en stor passion for især sport, fortæller han.

Planen var at gøre bacheloren, som varer tre år, færdig. Men så kom uddannelsesloftet. Og Andreas Roesen var på 6. semester - kort før sidste bacheloreksamen.

- Det var en enkelt synopsis, jeg skulle have forsvaret for at blive bachelor.

Han havde afleveret sin synopsis, men han valgte at droppe at forsvare den til eksamen. For hvis han gjorde det, ville han blive bachelor. Og så kunne han skyde en hvid pil efter en ny uddannelse.

- Jeg følte, at hvis jeg færdiggjorde studiet, så var jeg låst i det resten af mit liv, siger Andreas Roesen.

'Det føltes som et nederlag'

Beslutningen om at droppe studiet var ikke nem.

- Der var mange ting, der gjorde det svært for mig. Dels føltes det som et nederlag at være så tæt på og så føle, at man giver op, siger Andreas Roesen.

- Det var også en opgave at overbevise familie og venner om, at det ikke bare var en strøtanke, siger han.

Men selvom det var en svær beslutning, så valgte Andreas Roesen at begynde at studere journalistik og kommunikation på Roskilde Universitet, RUC.

- Det vigtigste for mig var at jagte det, som jeg brænder allermest for, siger han.

Nu har han studeret 2,5 år på RUC, og han fortryder ikke sin beslutning om at skifte uddannelse. Men det pres, uddannelsesloftet lagde på ham, kunne han godt have undværet.

- Man kan godt sige, at uddannelsesloftet kan have den effekt, at det tvinger folk til at tage en beslutning, siger Andreas Roesen og fortsætter:

- Men når politikerne ville have studerende til hurtigt at søge en uddannelse efter gymnasiet, og de samtidig ikke ville have, vi skiftede uddannelse undervejs, så giver det et pres fra alle leder og kanter, at man hurtigt skal finde ud af, hvad man skal bruge resten af livet på, mener Andreas Roesen.

Ingen straf for tvivl

Hos Danske Studerendes Fællesråd har man oplevet mange studerende, der har været fortvivlede, efter at uddannelsesloftet trådte i kraft.

- Problemet er jo, at uddannelsesloftet sender et signal om, at uddannelsesvalget er endegyldigt. At man ikke kan skifte uddannelse, siger formand Johan Hedegaard Jørgensen.

Ifølge formanden betyder det, at studerende har følt sig pressede og har droppet ud - ligesom Andreas Roesen.

- Politikerne sendte med uddannelsesloftet et signal om, at det var farligt at vælge forkert. Det pressede mange unge, siger Johan Hedegaard Jørgensen.

Men efter sommerferien vil det pres ikke længere være på de studerende.

- Nu får vi jo muligheden for, at hvis man er i tvivl om sit studievalg, så kan man godt færdiggøre sin bachelor og begynde en ny. Det vil give et mindre pres på de studerende. Og mindske frafald. Og mindske tvivl, fordi man nu ikke bliver straffet for at have tvivl, siger formanden.