Udebanefans, coronapas og afstandskrav: Disse restriktioner bliver ophævet i dag

En ny række lempelser træder i dag i kraft.

Danmark nærmer sig så småt en udfasning af alle de coronarestriktioner, vi efterhånden kender så godt. (Foto: © © Grafik: Søren Winther Nørbæk)

Selvom det i disse sommermåneder kan føles, som om at Danmark er mere eller mindre tilbage til normalen igen efter halvandet år med coronarestriktioner, er mange instutioner og brancher fortsat underlagt forskellige krav.

Men i dag bortfalder en lang række af de krav.

Kalenderen viser nemlig den 1. august - og det er en af skæringsdatoerne for den genåbningsaftale, regeringen indgik med alle Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige tilbage i marts i år.

Og selvom du fortsat må vente lidt endnu med at indtage gulvet på byens diskoteker, kan du til gengæld glæde dig over nedenstående lempelser:

1

Udebanefans på stadion

AGF's udebanefans på lægterne på Jysk Park, Silkeborgs stadion. (Foto: © Henning Bagger, Henning Bagger)

Hvis du er en af de mange fodboldfans, der siden coronapandemiens udbrud har tørstet efter at komme ud og se fodbold, må dagen i dag være en særdeles god en af slagsen.

For i godt og vel halvandet år har det kun været hjemmeholdene, der har kunnet få opbakning fra lægterne, i de perioder hvor fans har haft tilladelse til at være på stadion. Men det er slut nu.

Fra i dag må udeholdene nemlig også have fans til stede under kampene i de bedste danske fodboldrækker.

Samtidig er 1. august dagen, hvor klubberne igen må åbne op for fyldte tribuner på deres stadioner.

2

Regler ved større arrangmenter lempes

Publikum til siddende koncert på spillestedet Vega den 7. maj 2021. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Torben Christensen)

For store udendørs arrangementer med siddende publikum ophæves afstandskravet og kravet om, at publikum skal inddeles i sektioner á 1.000 personer. Men kun hvis der er faste pladser og registrering af arrangementets deltagere.

På den måde har man nemlig mulighed for at smitteopspore, hvis der skulle være smittede iblandt tilskuerne.

For arrangementer med færre end 2.000 tilskuere vil der fra i dag ikke længere være krav om at fremvise coronapas. Er der mere end 2.000 tilskuere, vil kravet om fremvisning af coronapas fortsat være gældende indtil 1. oktober 2021.

3

I zoo og karuseller uden coronapas

Coronapasset gælder både ved vaccination og fremvisning af negativ test. (Foto: © Signe Goldmann, Ritzau Scanpix)

Nu havde du måske næsten lige vænnet dig til at skulle vise coronapas, hvis du skulle i fitnesscenteret eller en tur i Tivoli. Men fra i dag udfases kravet om at skulle fremvise coronapas ved en række kulturinstitutioner.

Det gælder hos spillesteder, teatre og biografer med færre end 500 tilskuere samt på museer, i forlystelsesparker og zoologiske haver.

Derudover skal du ikke længere vise coronapas i lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter. Det gælder også udendørs motionsevents og idrætsarrangementer.

I fitnesscentrene skal du heller ikke længere fremvise coronapas ved indgangen. I stedet overgår man her til en daglig stikprøvekontrol med coronapas.

4

Testkrav på skoler ophæves

Studerende opfordres fortsat til at lade sig teste. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup)

Kravet om to ugentlige test på efterskoler, daghøjskoler, ungdoms- og voksenuddannelser og videregående uddannelser og folkehøjskoler bliver ophævet.

Studerende og deltagere på de nævnte uddannelsesinstitutioner opfordres dog fortsat til at lade sig teste to gange om ugen frem til 1. oktober.

Men fra i dag er det altså ikke længere et krav.

5

Flere passagerer med offentlig transport

Det har siden 14. juni været tilladt at tage sit mundbind af, når man sidder ned i offentlig transport. Nu øges antallet af passagerer også. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Hvis du har nydt den ekstra plads, når du har rejst med offentlig transport, er det ikke sikkert, at lige netop denne lempelse bringer dig allerstørst glæde.

For i dag fjernes den såkaldte belægningsbegrænsning helt for metro, busser, privatbaner, regionaltog, S-tog og skolebusser.

Begrænsningen har tidligere betydet, at transportvirksomhederne skulle medtage så få passagerer, at passagererne ikke behøvede at sidde direkte ved siden af hinanden eller direkte over for andre passagerer. Det er nu ophævet.

6

Arealkravet i butikker lempes

Afstandskravet i butikker bliver ens alle steder. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix)

Tidligere har der været arealkrav for alle butikker, som offentligheden har adgang til. Jo større arealet har været, jo færre kunder har været tilladt.

Men det bliver dog ændret søndag, så arealkravet ensrettes til to kvadratmeter per person alle steder, uanset butikkens størrelse.

Fra 1. september 2021 bortfalder kravene helt.

7

Disse lempelser kan du se frem til i september

Diskoteker og natklubber er noget af det sidste, der genåbner til september. (Foto: © Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)

1. september er endnu en skæringsdato i den politiske genåbningsaftale.

Her kan diskoteker og natklubber blandt andet se frem til at støve højtalere og dansegulvet af, når de igen kan åbne for besøgende.

Restriktionerne for åbningstider i nattelivet og adgangen til udskænkning og salg af alkohol ophæves dersuden helt.

Det samme gør kravet om mundbind og visir i den kollektive trafik.

Til september fjernes kravet om coronapas desuden også hos blandt andet restauranter, fitnesscentre, festivaler og liberale serviceerhverv med tæt fysisk kontakt.

Ifølge den politiske aftale udfases coronapasset helt, når vi når 1. oktober.