Udenlandske lejere bliver snydt med huslejer og depositum

De fleste sager med udenlandske lejere i Huslejenævnet bliver vundet, fortæller Lejernes Landsorganisation.

Mange udenlandske lejere bliver snydt med tvivlsomme lejekontrakter. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

Tvivlsomme lejekontrakter, ulovligt høje huslejer og klækkelige indskud, der aldrig kommer retur til lejerne.

Når udlændinge kommer til København for at studere eller arbejde, havner flere og flere i kløerne på udlejere og udlejningsbureauer, der udnytter tilflytternes manglende kendskab til den danske lejelov. Det fortæller Lejernes Landsorganisation (LLO) i København til Politiken.

- Det her har stået på i årevis, siger Claus Højte, direktør i LLO Hovedstaden, til Politiken.

- Men hvor det tidligere var de mere vellønnede udlændinge i København, der blev snydt, går det nu også ud over metroarbejdere, studerende og andre helt almindelige lønmodtagergruppe, der kommer til byen for at arbejde, siger han.

I det forløbne år har LLO ført omkring 50 sager for udenlandske lejere i hovedstadsområdet.

Det er stort set altid lejerne, der vinder sagerne, uanset om de bliver lukket med et forlig eller tager turen gennem et kommunalt huslejenævn.

5-10 henvendelser dagligt

Så omfattende er snyderiet, at det har banet vej for en række netbaserede firmaer som Digura, Rent Guide og Rent Hero.

De fører flere hundrede sager, hvor de først skal have betaling, hvis sagen ender til fordel for lejeren, men så beholder firmaerne også 30-50 procent af de penge, de henter hjem til lejeren.

Rent Guide får efter eget udsagn 5-10 henvendelser dagligt fra danske og udenlandske lejere. 99 procent af de sager, firmaet fører, bliver vundet af lejerne, og kompensationen ligger i snit på cirka 35.000 kroner.

De mange klagesager er blandt andre rettet mod firmaer som Housing Denmark.

Men ifølge Housing Denmarks direktør, Steen Lundsfryd, er der ikke tale om et stort problem:

- Det er ikke os, der ejer de lejligheder, der bliver lejet ud til expats (udlændinge, der arbejder i et andet land end deres hjemland, red.).

- Vi formidler bare udlejningerne, og vores succeskriterium er jo, at der er tilfredshed både hos udlejeren og lejeren, siger han til Politiken.

/ritzau/