Udenrigsministeriet er i kontakt med flere danskere i virusplaget provins

Danskere i den kinesiske Hubei-provins opfordres til at kontakte Udenrigsministeret.

Egentlig skulle kinesernes nytårsferie være slut på fredag, men på grund af frygten for spredning af coronavirusset er ferien blevet forlænget indtil på søndag (Foto: Str © Scanpix)

13 danskere er indtil videre lokaliseret i den kinesiske Hubei-provins, hvor der er udbrud af coronavirusset.

Flere af dem er i dialog med den danske ambassade i Beijing om at komme væk, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice til DR Nyheder.

- Udenrigsministeriets Borgerservice er blevet bekendt med et mindre antal danskere i Hubei-provinsen. Den danske ambassade i Beijing er i dialog med dem vedr. mulighederne for udrejse, meddeler Udenrigsministeriet.

Der er tale om et tilbud om såkaldt assisteret udrejse - ikke evakuering, som eksempelvis Frankrig har igangsat. Udenrigsministeriets Borgerservice har netop udsendt en push-besked via danskerlisten for at komme i kontakt med flere danskere i området.

I går valgte Udenrigsministeriets Borgerservice at advare danskere mod unødvendige rejser til det ramte område i Kina.

Coronavirusset har kostet mindst 80 personer livet, mens antallet af smittede er steget til over 2.700. Flere kinesiske byer er lukket ned - herunder Wuhan i Hubei-provinsen, hvor gaderne mange steder er mennesketomme.

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer alle danskere, der befinder sig i Hubei-provinsen, til at tage kontakt til Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter på telefon +45 3392 1112 for at blive orienteret om udviklingen løbende.

Flere lande overvejer evakuering

Frankrig oplyste i går, at man vil evakuere flere hundrede statsborgere fra Wuhan-området i løbet af denne uge. De franske myndigheder forventer ifølge Reuters, at flere hundrede af de omkring 800 franskmænd, der bor i Wuhan-området, vil blive hentet hjem.

Og landet er ikke alene.

Spanien har i dag oplyst, at man vil hente 20 statsborgere hjem fra Wuhan.

I Storbritannien er der i skrivende stund ikke oplyst konkrete planer om at evakuere britiske statsborgere. Her tilbyder man til gengæld at hjælpe britiske statsborgere hjem. Her rådes briterne til at ringe til en hotline for at få assistance.

Hos den tyske udenrigsminister, Heiko Mass, er meldingen, at man overvejer at evakuere tyskere fra de berørte områder.

- Vi overvejer nu en mulig evakuering af alle tyskere, der er villige til at rejse, siger han på et pressemøde ifølge Reuters.

Her oplyser han, at et hold fra den tyske ambassade i Beijing var på vej til Wuhan for at assistere tyskerne i byen. Samtidig opfordrer han tyskere til at undgå ikke-nødvendige rejser til Kina. Meldingen fra det tyske udenrigsministerium er dog, at der ikke er tegn på, at tyskere skulle været smittet.

Det er ikke tilfældet i Australien, hvor man i skrivende stund har fem bekræftede tilfælde. Her oplyser sundhedsministeren, Greg Hunt, at man arbejder på at få australiere hjem fra Wuhan-området. Omkring 100 skolebørn menes at være blandt de strandede i Wuhan, skriver The Guardian.

Flere storbyer lukket ned

Egentlig skulle kinesernes nytårsferie være slut på fredag, men på grund af frygten for spredning af coronavirusset er ferien blevet forlænget indtil på søndag, skriver blandt andre BBC.

Den årlige højtid sætter gang i verdens største menneskevandring, hvor flere hundrede millioner kinesere pakker kufferten og rejser tilbage til hjemstavnen for at fejre nytåret.

I år har de store rejsedage været set som en ekstra stor udfordring på grund af frygten for, at det frygtede coronavirus spreder sig.

Frygten for coronavirusset kan tydeligt ses på gadebilledet i Wuhan:

Flere kinesiske byer er lukket ned, men det er ikke lykkedes at undgå spredningen af virusset - henover weekenden er der konstateret 769 nye tilfælde i Kina.

For kort tid siden meldte de kinesiske myndigheder om det første dødsfald i Hainan-provinsen i den sydlige del af landet.

I spillebyen Macau nægter casinoerne adgang til personer, der har været i Hubei-provinsen, hvor Wuhan ligger, inden for de seneste to uger. Også Hongkong har indført lignende tiltag.

95 procent af dødsfaldene har indtil videre fundet sted i Hubei-provinsen, rapporterer The Guardian.

Også i ø-staten Singapore er der konstateret fire tilfælde af virusset. Her frygter man, at landets økonomi vil blive påvirket.

- Det vil bestemt have en indvirkning på vores økonomi, forretninger og forbrugertillid i år - særligt fordi situationen forventes at vare ved i noget tid, lyder det fra Singapores handelsminister, Chan Chun Sing, skriver Reuters.

Opdateret kl. 15:08 med antallet af danskere.