Udenrigsministeriet fraråder rejser til hele Spanien

Rejsevejledningen er ændret, så ikke-nødvendige rejser til hele Spanien nu frarådes.

Over 350.000 spaniere er blevet smittet med covid-19 siden marts. Smittetallet går den forkerte vej. (Foto: Javier Etxezarreta © Scanpix)

Antallet af smittede med covid-19 er nu så højt i Spanien, at Danmark fraråder alle ikke-nødvendige rejser til landet.

Udenrigsministeriet har netop opdateret sin rejsevejledning til Spanien, så landet går fra at være gult til orange.

Det samme gælder i øvrigt for fyrstendømmet Andorra.

- I denne uge tilføjes Spanien til listen over lande, hvortil alle ikke-nødvendige rejser frarådes på grund af et for højt antal smittede. Tallene fra Statens Serum Institut viser en markant stigning (...), lyder det fra udenrigsministeriet.

Befinder du dig i øjeblikket i Spanien, bliver rejsen ikke påvirket, og du kan fortsætte ferien.

Det er kun danskere vej til Spanien, som bliver påvirket, oplyser udenrigsministeriet.

At Danmark nu fraråder at rejse til Spanien, betyder desuden, at danskere opfordres til at lade sig teste, når de kommer hjem.

Det kigger de danske myndigheder på

  • Et af kriterierne, for at et land åbnes, er, at antallet af smittede skal være på under 20 per 100.000 indbyggere.

  • Når et land er åbent, vil den kritiske grænse for, hvornår rejsevejledningerne igen bliver skærpet, være ved 30 smittetilfælde per 100.000 indbyggere målt over den seneste uge. Det har Spanien overskredet.

  • Ud over antal smittede kigger de danske myndigheder også på testniveauet, og hvor stor en procentdel af de testede, som er positive. Maksimalt fem procent af de testede må testes positive. Kilde: Ritzau.

Længe gået den gale vej

Det er ikke nogen stor overraskelse, at Spanien nu kategoriseres som et orange land, idet smittetallet de seneste uger har bevæget sig den gale vej.

De danske myndigheder giver grønt lys til rejser, hvis et land har under 30 nye smittetilfælde om ugen per 100.000 indbyggere.

Udenrigsministeriet henviser til tal fra Statens Serum Institut, som viser, at smittetallet i Spanien er steget fra 25,5 til 39 per 100.000 indbyggere i denne uge.

Ydermere har seks af landets 17 regioner nu et smittetal, der er over 20.

Især regionerne Catalonien, Aragón og Navarra i den nordlige del af Spanien har haft mange nye smittetilfælde.

Siden marts er over 350.000 spaniere blevet testet positive for covid-19, mens mere end 28.000 er døde.

Lande som Storbritannien og Norge valgte allerede for nogle uger siden at fraråde rejser til Spanien.

Det fik den spanske udenrigsminister til bede nationer om at se på smitten i Spanien regionalt set, idet der er områder uden særlig mange tilfælde, blandt andet på De Baleariske Øer og De Kanariske Øer.

Spaniens i forvejen pressede økonomi lider enormt under den manglende turisme som følge af corona-pandemien, idet turisme fylder 12 procent af landets samlede økonomi.

Facebook
Twitter