Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til endnu to lande i Europa

Finland og Monaco skifter status på europakortet efter stigende smittetal og karantæneregler.

Ikke-nødvendige rejser til hovedstaden Helsinki og det øvrige Finland frarådes nu. (Foto: © Lehtikuva, Scanpix)

Listen med europæiske lande, som danskerne frarådes at foretage ikke-nødvendige rejser til, vokser nu med to.

Finland og Monaco skifter således status fra 'gul' til 'orange' i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

Det oplyser ministeriet i forbindelse med sin ugentlige opdatering af rejsevejledningerne.

Monaco er føjet til listen, fordi smittetallet overskrider det danske kriterie på højest 30 coronasmittede per 100.000 indbyggere set over en uge.

Denne liste omfatter i forvejen Belgien, Bulgarien, Luxembourg, Malta, Rumænien, Ukraine, Serbien, Tyrkiet, Montenegro og Spanien.

Karantænekrav ændrer rejsevejledninger

Unødvendige rejser til Finland frarådes derimod ikke på grund af landenes smittetal, men fordi disse lande har indført karantænekrav for tilrejsende fra Danmark.

Denne liste med lande, der er orange på grund af karantæneregler, omfatter i forvejen Estland, Letland, Litauen, Island og Irland.

Når Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser, er det op til folk selv at vurdere, om rejsen er nødvendig eller ej.

Det er således ikke et forbud, men en anbefaling.

Udenrigsministeriet fraråder fortsat ikke-nødvendige rejser til resten af verden, der således fortsat har orange status.

Blandt andet betyder det, at ikke-nødvendige rejser til normalt populære destinationer som USA, Australien og Thailand er frarådet på grund af coronasituationen.

Danskere skal blive på ferien

Hvis man allerede befinder sig på en rejse til et land, der går i orange, skal man ikke skynde sig at pakke tasken.

Monaco. For at være gult skal et land ugentligt have i gennemsnit under 20 smittede per 100.000 indbyggere. (Foto: © Eric Gaillard, Scanpix)

Direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, har tidligere understreget, at man kan afvikle resten af ferien.

Til gengæld opfordres danskere til at blive testet for coronavirus, når de kommer hjem fra et land, som ministeriet fraråder rejser til.

Danskere opfordres samtidig til, at man beholder sit mundbind på gennem danske lufthavne, hvor der er et testcenter, og også beholder mundbindet på i den kollektive trafik på vej hjem fra lufthavnen, hvis man kommer hjem fra et af de orange lande.