Udenrigsministeriet: Lokale smittetal vil fremgå af kommende rejsevejledning

Tyske delstater har allerede indført forbud mod at rejse til coronaramte delstater og amter.

Selvom mange blev glade, da rejsevejledningerne i sidste uge blev ændret, bør man nok være varsom med at bestille rejser. (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Scanpix)

Planlæg fleksibelt. Sådan lyder opfordringen fra Udenrigsministeriet.

For som de seneste ugers skiftende udmeldinger har vist, er de danske myndigheders rejsevejledninger uforudsigelige.

Og nu kommer Udenrigsministeriet så med opdaterede rejsevejledninger torsdag. Og som udgangspunkt er ministeriets anbefaling, at danskere kan rejse til lande, hvor der over en uge kommer under 30 nye smittede pr. 100.000 indbyggere.

Men når man dykker ned i teksten for de enkelte lande, vil rejsevejledningerne også være påvirket af "lokale forhold".

- Eventuelle lokale indrejserestriktioner vil blive reflekteret i rejsevejledningerne for det pågældende land, skriver Udenrigsministeriet i en mail til DR.

For eksempel har flere tyske delstater ifølge Flensborg Avis indført forbud mod overnattende turister fra andre tyske delstater, hvor der er sket en opblomstring af coronasmittede borgere.

Og den slags opblomstringer og lokale udbrud vil fremgå, når man nærlæser vejledningerne for de enkelte lande.

Ifølge Udenrigsministeriet er der dog ikke udsigt til, at lokale udbrud vil få betydning for om et land genrelt vil blive anbefalet som rejsemål.

Artiklen fortsætter under kortet.

Borgere i det tyske amt Gütersloh, der på kortet er markeret med rød, har rejserestriktioner til delstaterne, der er markeret med hvid. (Foto: Maps4News)

Tyskland har allerede lokale rejserestriktioner

Hos vores tyske naboer er der dog allerede kommet lokale rejserestriktioner.

For eksempel har man i den nordvestlige delstat, Niedersachsen, forbudt, at turister fra Gütersloh Amt – der ligger i nabodelstaten Nordrhein-Westfalen – overnatter på delstatens hoteller, pensioner og andre overnatningssteder.

Forbuddet kommer, efter Gütersloh er lukket ned som følge af en opblomstring af coronasmittede borgere.

Borgerne i det coronaramte amt må heller ikke rejse til Mecklenburg-Vorpommern eller Bayern, mens man i Slesvig-Holsten kræver, at borgere fra de coronaramte delstater eller amter går i 14 dages karantæne, hvis de rejser dertil.

Selv undervisere og lærere, som bor i coronaramte amter eller stater, opfordres til at blive hjemme, hvis de arbejder i Niedersachsen.

Opdateret 11:52: Artiklen er opdateret, så det fremgå tydeligere, at de lokale forhold i de enkelte lande, er noget der påvirker teksten i det enkelte lands rejsevejledning, men ikke får betydning for den overordnede anbefaling for, om man kan rejse til de pågældende lande.

Facebook
Twitter