Udlændinge på tålt ophold vil ikke bo i Jylland

Udlændingestyrelsen skulle have sendt 24 udlændinge til Kærshovedgård ved Ikast, men kun 10 er ankommet.

Det tidligere åbne fængsel Kærshovedgård udenfor Ikast skal huse afviste, udviste asylansøgere. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Udlændingestyrelsen begyndte i forrige uge at sende de første af 69 personer på tålt ophold afsted i minibusser fra Sandholmlejren i Nordsjælland.

Efter planen skulle der seks personer med hver bus. Men efter fire afgange er erfaringen dog, at under halvdelen dukker op på det tilsagte tidspunkt. Det skriver Jyllands-Posten onsdag.

Der skulle nu have været flyttet 24 personer til det tidligere åbne fængsel Kærshovedgård ved Ikast i Midtjylland. Imidlertid er der kun ankommet ti.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har sagt, at hun vil gøre det utåleligt at være på tålt ophold i Danmark. Hun vil blandt andet sætte en stopper for, at en del af dem hidtil har levet normale familieliv i og omkring København.

Inger Støjberg peger på, at hun i næste måned fremsætter et lovforslag, der udmønter denne aftale. Hun vil skærpe kontrol og straf for dem, der ikke overholder opholds- og meldepligten.

Dømmes udlændinge på tålt ophold for udeblivelse, skal de i fremtiden afsone en del af deres straf i elektronisk fodlænke på udrejsecentret Kærshovedgård, lyder det.

Samtidig forsikrer ministeren, at de personer, der er forsvundet i forbindelse med overflytningen til Kærshovedgård, nu er efterlyst af politiet.

/ritzau/

Facebook
Twitter