Udlandsdanskere jubler over forslag

Der tegner sig et bredt politisk flertal for dobbelt statsborgerskab.

At skulle vælge statsborgerskab svarer til at skulle vælge mellem sin far eller sin mor, lyder det fra Danes Worldwide. (© Colourbox)

Udlandsdanskere glæder sig over udsigten til at kunne få dobbelt statsborgerskab.

Et bredt politisk flertal tegner sig nemlig, efter at Venstre har skiftet kurs og nu støtter dobbelt statsborgerskab.

- Det er utroligt vigtigt for danskere i udlandet, at man også kan få mulighed for at integrere sig der hvor man bor, så er vi utroligt glade, siger Anne Marie Dalgaard, der er generalsekretær i foreningen Danes Worldwide, til DR Nyheder.

Vælg mellem far eller mor

Før har danskere i udlandet skulle afgive deres danske statsborgerskab for at kunne få statsborgerskab i det nye land.

Derfor handler dobbelt statsborgerskabet heller ikke bare et ekstra pas, lyder det.

- Statsborgerskab er så vigtig en del af ens identitet, at det svarer til at skulle vælge mellem sin far eller sin mor - eller sine to børn, siger Anne Marie Dalgaard hun til DR Nyheder.

Kommer Danmark til gode

Den politiske opbakning til muligheden for dobbelt statsborgerskab vil desuden komme dansk erhvervsliv til gode, mener Anne Marie Dalgaard:

- Danskere ude i verden bidrager jo også til væksten i Danmark med den viden, det netværk og det knowhow, de har, og som de også tit kommer tilbage med. Det er til stor gavn for dansk erhvervsliv og danske organisationer, så det er rigtig positivt, at der er flere, som vil støtte op om dobbelt statsborgerskab, siger hun.

FacebookTwitter