Udlejere sortlister dårlige lejere

Private udlejere er så trætte af besværlige lejere, at de har oprettet en hemmelig liste over dem.

Udlejerne advarer hinanden om folk, der nægter at flytte ud, ignorerer opkald og anbefalede breve, efterlader skabe med mug, konstant slæber udlejer i huslejenævnet, ødelægger inventar og udøver hærværk. (Foto: Simone Lundhus Sørensen)

De private udlejere er trætte af folk, som løber fra huslejen eller ødelægger inventar. Derfor har de oprettet en hemmelig liste, hvor de hemmeligt blacklister dårlige lejere, skriver Århus Stiftstidende.

Sammenslutningen af Private Udlejere (Sapu), der har cirka 700 medlemmer, har oprettet en liste med navn og postnummer på dårlige lejere fra hele landet.

Listen indeholder indtil videre navne på cirka 80 lejere, som medlemmerne af Sapu har indberettet, og forseelserne rækker vidt.

Et værktøj og et værn

Udlejerne advarer hinanden om folk, der nægter at flytte ud, ignorerer opkald og anbefalede breve, efterlader skabe med mug, konstant slæber udlejer i huslejenævnet, ødelægger inventar og udøver hærværk.

- Vi kalder den Sapu Listen, og den skal være et værktøj og et værn for udlejere, som gerne vil undgå at få en lejer ind, der ved tidligere lejeforhold har misligholdt lejemål eller kontrakt, siger Mark Jensen, stifter af Sapu, til Århus Stiftstidende.

Kritiserer registreringen

Han mener, at listen skaber bedre balance mellem lejeres og udlejeres vilkår.

- I vores samfund er udlejning reguleret så hårdt til lejers fordel, at de private udlejere må tage alle midler i brug for at sikre sig, at deres ejendomme bliver behandlet ordentligt, og at den lejer man tager ind i sin bolig ikke tidligere er løbet fra regningen eller har ødelagt inventar, siger han.

Men det er slet ikke i orden at registrere folk på den måde, mener Helene Toxværd, formand for Lejernes Landsorganisation.

- Det lyder fuldstændig vanvittigt. Det er helt horribelt at operere med lukkede lister på den måde, og jeg tvivler stærkt på, det er lovligt, siger hun til Århus Stiftstidende.

ritzau/

Facebook
Twitter