Udsendt i Afghanistan ser på Dannebrog hver dag med stolthed

29-årige Nicolai Jarl Lindby Bagge er for anden gang udsendt til Afghanistan.

For Nicolai Jarl Lindby Bagge har Dannebrog altid spillet en stor rolle. Og den er kun blevet større i hans tid som soldat. (Foto: PIO RS © PIO RS)

Nicolai Jarl Lindby Bagge har den seneste halvanden måned været udsendt til Afghanistan, hvor han holder til i lejren, der kaldes Hamid Karzai International Airport.

Her er han en del af det internationale militærpoliti, IMP. Men det at være væk fra Danmark fylder alligevel rigtig meget, og især Dannebrog er en stor del af hverdagen.

- I vores lejr har vi Dannebrog hejst hele tiden, og om aftenen er der lys på det. Jeg ser på det hver dag med en form for stolthed. Desuden har vi Dannebrog hængende indenfor på IMP-stationen, hvor alle navnene fra de tidligere danske hold står på, fortæller Nicolai Jarl Lindby Bagge over internet-telefonen.

Dannebrog fylder i dag 800 år, og Nicolai Jarl Lindby Bagge har altid holdt meget af det røde-hvide flag:

- Jeg er måske blevet lidt mere stolt af Dannebrog, efter at jeg blev soldat. Men jeg har altid set med respekt på Dannebrog, og det er jo noget, man samles om. I min familie har vi altid brugt Dannebrog til at fejre forskellige ting. Jeg er desværre ikke vokset op med en flagstang i haven. Det var min fars helt store ønske at have en, men det ville min mor ikke. Det var ikke, fordi hun har noget imod Dannebrog - hun synes bare, at flagstangen er grim.

Dannebrog hænger i stuen

Under alle omstændigheder fylder Dannebrog noget mere i hans liv, end det tidligere har gjort. Både når han er udsendt og derhjemme.

- Det er jo verdens ældste landeflag, og jeg har et flag fra min første mission hernede hængende hjemme i min stue. Det at repræsentere Danmark betyder meget for mig, pointerer han.

Nicolai Jarl Lindby Bagge har desuden Dannebrog siddende på sin uniform, på skulderen, og der var da også tale om en ganske særlig nationalfølelse, første gang han trak i uniform.

- Det var der helt bestemt, og sådan tror jeg, at de fleste har det, når de første gang tager en uniform på. For man bliver en del af noget større, en del af Danmark på en anden måde end tidligere. Så der var helt sikkert også en stolthedsfølelse

Nicolai Jarl Lindby Bagge ses her i sin lejr, Hamid Karzai International Airport, hvor han også holdt til, første gang han var udsendt til Afghanistan. (Foto: PIO RS © PIO RS)

Aktuelt har Nicolai Jarl Lindby Bagge desuden Dannebrog siddende foran på sin sikkerhedsvest. Og på mange af de danske køretøjer i lejren er der også et Dannebrog.

- De fleste ved godt, hvilket land man kommer fra, når de ser Dannebrog. Det er forholdsvis kendt. Det er i hvert fald min erfaring. "Nå, I kommer fra Danmark," bliver der sagt.

Dannebrog til begravelse

Allerede inden Nicolai Jarl Lindby Bagge skulle udsendes første gang, kom Dannebrog til at fylde meget i hans tanker. Det skete helt automatisk.

- Inden man tager ud, skal man tage stilling til en masse ting i det, der hedder ens sidste vilje. Heriblandt hvordan ens begravelse skal foregå. Og her tager man stilling til, om man vil have Dannebrog på kisten, og jeg har sagt, at det skal der være, forklarer han uden at kunne forklare præcist hvorfor:

- Nej, det kan jeg ikke, men i situationen, hvor jeg skulle tage stilling til det, syntes jeg bare, det ville være passende. Og skulle det værst tænkelig ske, så er man faldet, fordi man selv synes, man har gjort en form for forskel i Danmarks tjeneste. Og så syntes jeg, det var passende, man også har Dannebrog med på den sidste rejse, siger Nicolai Jarl Lindby Bagge, som heldigvis ikke har prøvet at været til en soldats begravelse.

Når faldne danske soldater vender hjem, er kisten typisk svøbt ind i Dannebrog. (Arkivfoto). (Foto: MADS NISSEN © Scanpix)

Om Nicolai Jarl Lindby Bagge en dag selv får en flagstang i haven, så han kan se Dannebrog blafre i vinden, er endnu for tidligt at sige noget om. Men han føler sig under alle omstændigheder overbevist om, at Dannebrog for ham altid vil have en fremtrædende position.

På DR1 kan du i dag fra 08.00 til 16.45 følge fejringen af 800-året for Dannebrog.

Facebook
Twitter