Udsigt til 1100 job på Lindø

Storstilet Vestas-projekt på det ellers lukningsdømte Lindøværft vurderes at kunne give op til 1100 arbejdspladser på få år.

Storstilet Vestas-projekt på det lukningsdømte Lindøværft vurderes at kunne generere 1100 arbejdspladser på få år. (© Vestas)

Danmarks største vindmølleproducent, Vestas, skyder nu et storstilet udviklingsprojekt i gang på det lukningsdømte Lindøværftet uden for Odense, skriver dagbladet Børsen.

Med en samlet budgetramme på mindst 80 millioner kroner skal Lindoe Offshore Renewable Center, LORC, udvikle helt nye fundamenter til havvindmøller.

Job til 1100 indenfor vindkraft

Projektet er det første på Lindø-værftet, og formanden for LORC, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, er begejstret og vurderer, at Lindø om tre år kan beskæftige op til 1100 medarbejdere inden for vindkraft.

- Det er en meget, meget god dag. Det her er et meget afgørende projekt, som skal være med til at bevare Danmarks førerposition på havvindmøller, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Fundamenter til havvindmøller koster i dag op til 40-50 pct. af de totale omkostninger, forklarer han, og fortsætter:

- Kan de omkostninger nedbringes, vil det have stor betydning for industrien, og derfor er der basis for et gennembrud med dette projekt, siger Poul Nyrup Rasmussen.

2000 arbejder på at udvikle dem

Fundamenterne skal bruges nede i dybder på mellem 40 og 70 meter.

Det er her fremtidens vindere inden for havvindmøller skal findes, mener Vestas´ topschef for forskning og udvikling Finn Strøm Madsen.

Ved udgangen af året står han i spidsen for 2000 udviklingsfolk alene i Vestas, skriver Børsen.

Bag projektet står en lang række centrale spillere blandt underleverandørerne til vindindustrien. Ud over Vestas er det Risø DTU, MT Højgaard, Aalborg Universitet, Force Technology, Bladt Industries, samt flere andre. Men Vestas er den dominerende.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk