Udskældt vognmand anklages for menneskehandel: - Jeg må skarpt afvise enhver påstand

Direktør Karsten Beier afviser nye beskyldninger om, at virksomheden har udsat udenlandske chauffører for menneskehandel.

Transportvirksomheden Kurt Beiers domicil i Padborg, hvor politiet har undersøgt forhold vedrørende chauffører fra Sri Lanka og Filippinerne. Direktør Karsten Beier afviser anklager om, at chaufførerne skal have været udsat for menneskehandel. (Foto: DR Nyheder)

Direktøren for vognmandsfirmaet Kurt Beier A/S, Karsten Beier, afviser alle anklager om menneskehandel i virksomheden.

26 udenlandske chauffører, der var ansat af transportfirmaet, har ellers levet under kummerlige forhold i Padborg, hvor de blandt andet har boet i de containere, som transportvirksomheden stillede til rådighed.

Og det har fået Center mod Menneskehandel (CMM) til at vurdere, at de udenlandske chauffører har været udsat for menneskehandel.

Vurderingen er sket ud fra FN’s Palermoprotokol, som Danmark tiltrådte tilbage i 2003.

På den baggrund er centret derfor kommet frem til, at de 26 chauffører fra henholdsvis Sri Lanka og Filippinerne har været udsat for menneskehandel, skriver politiet i en fælles pressemeddelelse med Center mod Menneskehandel.

Politiet har endnu ikke fundet det nødvendigt at sigte firmaet i henhold til straffelovens bestemmelser om menneskehandel.

Karsten Beier afviser alt

Center mod Menneskehandel bygger vurderingen på interviews med de 26 filippinske og srilankanske chauffører.

Her er det kommet frem, at de blandt andet er blevet lovet gode arbejdsforhold, fast løn og ordentlige indkvarteringsforhold, som ikke er blevet overholdt.

Derudover har man udnyttet deres sårbare situation med henblik på økonomisk vinding.

Derfor er det vurderingen, at der er indikationer på menneskehandel til stede.

Men selv om Center mod Menneskehandels vurdering kommer til at indgå i politiets efterforskning af sagen, så giver direktør og medejer af Kurt Beier transport A/S, Karsten Beier, ikke meget for deres arbejde.

I et interview med DR maner han alle beskyldninger om menneskehandel til jorden.

Center mod menneskehandel har ud fra nogle FN-konventioner vurderet, at det, I har gjort imod nogle udenlandske chauffører, har været menneskehandel. Hvad er din reaktion på det?

- Jeg må skarpt afvise enhver påstand om, at Kurt Beier Transport A/S har medvirket til menneskehandel. Og den vurdering, som Center mod Menneskehandel står for, det må stå for deres egen regning. Det, som jeg noterer mig ved det, det er, at politiet kigger lidt anderledes på det og opererer med helt andre kriterier.

Men politiet har udtalt, at den her vurdering fra Center mod Menneskehandel kommer til at indgå i deres arbejde, så på den måde er det vel ikke helt ligegyldigt?

- Jeg siger heller ikke, at den er ligegyldig, men jeg mener, det må stå for deres egen regning, og politiet har helt andre kriterier, som de kigger på i sådan en sag, for at man kan blive sigtet, og det er det, som jeg noterer mig i den her sag.

Men I har jo stadig overtrådt nogle FN-konventioner. Er det ligegyldigt?

- Det har jeg ikke nogen kommentar til. Det, jeg gerne vil sige, er, at jeg afviser enhver påstand om, at vi har medvirket til menneskehandel, og mere kan jeg ikke sige lige nu.

Center for Menneskehandel kommer blandt andet ind på, at I har afgivet urigtige løfter om gode arbejdsforhold og fast løn, og at I har udnyttet de særligt sårbare situationer, som chaufførerne har været i. Synes du, at det er i orden?

- Det kan jeg ikke kommentere på. Lige nu har jeg kun den her afvisning af, at vi skulle have medvirket til menneskehandel. Det er det eneste, jeg kan kommentere på lige nu.

Hvorfor kan du ikke svare på det lige nu?

- Jamen jeg har ikke nogen kommentarer. Jeg er stadig i min fulde overbevisning om, at der ikke er tale om menneskehandel, siger direktøren.

Facebook
Twitter