Udspil vil give corona-studerende rusuge med tilbagevirkende kraft: 'De har brug for en social genstart'

Studerende må selv administrere pengene, men Radikale håber, at de lander hos corona-årgangene.

Studenterrådet ved Aarhus Universitet håber bliver en realitet. (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix)

Trivslen på landets videregående uddannelser er tvunget i knæ af coronakrisen, og 70 procent af de studerende melder, at de mange skype-forelæsninger og den minimale kontakt med de medstuderende har fjernet glæden ved at studere.

Nu vil Radikale Venstre dog afsætte penge til, at de studerende kan nå at indhente noget at det sociale. Man vil nemlig sørge for, at de studerende, der på grund af coronakrisen ikke har fået noget introforløb - eller et meget amputeret et, kan inkassere det med tilbagevirkende kraft.

- Vores udspil er, at vi afsætter 50 millioner til en ”social genstart”, så elever får mulighed for at få det introforløb, de er gået glip af, siger Katrine Robsøe, der er erhvervs- og uddannelsesordfører hos Radikale Venstre.

Der er i forvejen afsat 100 millioner til primært det faglige efterslæb blandt studerende, men det er på tide, at der også sættes penge af til det sociale, siger Radikales Katrine Robsøe (Foto: © Emil Helms, Scanpix)

Pengene skal hentes fra den coronareserve "krigskassen", der kom på 2021's finanslov til håndteringen af coronakrisen, lyder det også fra partiet.

Studerende skal have frie tøjler

De 50 millioner skal gives direkte til de studieforeninger, der står for at skabe de sociale arrangementer på landets universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier. Dermed får de selv helt frie tøjler til at bruge midlerne.

- Det skal komme alle studerende til gavn. Men det giver selvfølgelig klart mening, at man siger, at de årgange, der startede sidste år, har behov for en større andel af de penge her, siger Katrine Robsøe.

Hvis I giver de her penge direkte til de studerende, vil de så ikke blive brugt på fest og øl i stor stil?

- Hvis du gerne vil have mig til at sige, at ”jeg har ikke noget imod, at de unge mennesker får en øl", så siger jeg gerne det.

Hvordan er I kommet frem til lige præcis de 50 millioner?

- Det er omkring 200 kroner per studerende på de videregående uddannelser. Men som sagt håber jeg jo, at de ender mest hos de studerende, der er startet under krisen.

Studerende: Det er ikke det samme

En af de studerende, der fik sin rusuge kørt og grundigt igennem coronablenderen, da hun startede på Århus Universitet for to år siden, er Ellen Trøst Simonsen.

- Det har været megahårdt og en kæmpe skuffelse. Det var jo ikke det, jeg flyttede til denne her studieby for at opleve, siger Ellen Trøst Simonsen, der flyttede fra Horsens til Aarhus for godt trekvart år siden.

Når hun logger ind til virtuel forelæsning på 2.semester på Nordisk sprog og litteratur, så kan hun godt mærke, at hun ikke har lært sit hold at kende på den måde, hun havde regnet med.

- Jeg kender en håndfuld, men resten kender jeg navnet på og deres Instagram-profil. Det ville et nyt introforløb skabe mulighed for, at jeg kunne lave om på.

Hyttetur på ønskesedlen

Selvom man hos Radikale nu vil give penge, der kan bruges på en ny rusuge, så slår hun fast, at det altså ikke vil gøre det op for det tabte.

- Det bliver ikke det samme. Det kan man ikke bare gøre her i 2.semester. Det kan sagtens blive godt, men det bliver ikke en introuge.

Hun er dog ikke mere tilbageholdende end, at hun ikke er i tvivl om, hvad hun mener pengene skal gå til.

- Jeg vil allerhelst have en hyttetur. Det har jeg før oplevet virkelig har gavnet fællesskabet og gjort, at man er kommet tæt på folk, man ikke nødvendigvis har snakket med før, siger Ellen Trøst Simonsen.

Studenterorganisationer er glade

Og lige præcis hytteturen, hvor de studerende rejser sammen til en hytte og erstatter bøger og karakterer med ølstafet, hygge og fest er også en af de ting, man i Studenterrådet ved Aarhus Universitet håber bliver en realitet.

- Vi får rigtig positive tilkendegivelser på hytteturen. Det bliver et frirum, hvor det slet ikke handler om det faglige. Vi hører også rigtig meget godt om parkløbet. Der bliver folk virkelig rystet sammen, siger formand Marie Dall.

De Radikales forslag vækker da også glæde hos i organisationen.

- Det er virkelig noget de studerende efterspørger. Man kan bare ikke lære hinanden at kende på samme måde, når folk er et ansigt på skype, siger Marie Dall.

Marie Dall fra Studenterrådet på Århus Universitet.

Også hos Studenterrådet ved Københavns Universitet ser man positivt på forslaget. Den amputerede sociale start risikerer nemlig at trække spor igennem hele uddannelsesforløbet, mener Kevin Olesen.

- Når man ikke rigtig har mødt sine medstuderende i virkeligheden, så prioriterer man at være social med dem man kender i forvejen – for eksempel dem fra gymnasiet, siger han.

For et godt intro - eller rusforløb giver nemlig mere end bare tømmermænd og nye venner, minder man om hos Danske Studerendes Fællesråd.

- Man bruger jo lige præcis enormt meget krudt på de her introforløb normalt, fordi man ved, hvor vigtigt det er for det videre studieliv. Både fagligt og socialt, siger formand Mike Gudbergsen.

Der er jo dog et umådeligt stort "men". Coronasituationen skal naturligvis gøre det muligt, at man kan tage et hold afsted på hyttetur eller tage til barcrawl på landets værtshuse. Ellers hjælper De Radikales 50 millioner kroner ingenting.

- Vi håber rigtig meget, at det kan komme i forbindelse med studiestart efter sommerferien, siger Katrine Robsøe