Politiet formoder, at den drabsdømte Ahmad Abou Chaker er på fri fod i Danmark, oplyser TV2/Nyhederme. Chaker blev i 1997 dømt for knivdrabet på mesterbokseren Racheed Lawal og udvist af Danmark for bestandig.
- Han skulle angiveligt være kommet hertil med et evakueringsfly fra Libanon, siger kriminalinspektør Per Leo Jepsen, Københavns Politi til TV2.
Ifølge TV2's oplysninger ankom Chaker den 22. juli med et af Udenrigsministeriets evakueringsfly, som skulle bringe danskere ud af Libanon, da Israel bombede landet i sommer. I perioden har drabsmanden ifølge TV2 angiveligt opholdt sig hos familien i Vollsmose og i Sverige, siden han landede i København.
Evakueringen har tidligere været kritiseret for ikke at have forhindret, kriminelle personer slap med evakueringsflyene. Dansk Folkeparti vil nu ifølge TV2 kræve en redegørelse omkring de kriminelle, som evakueringen har bragt fra Libanon til Danmark.