Udviste kriminelle vender tilbage

De åbne grænser i Europa gør det nemt for de udviste kriminelle at vende tilbage og begå ny kriminalitet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

(Foto: Uffe Boelling © Scanpix (genrefoto))

Politiet støder ofte på indbrydstyve og voldsmænd, som er er blevet udvist og har forbud mod at være i landet efter domme for kriminalitet. Det skriver JydskeVestkysten.

De åbne grænser i Europa gør det nemt for de udviste kriminelle at vende tilbage og begå ny kriminalitet, lyder det fra lektor og EU-ekspert Marlene Wind.

- Men det behøver man nu ikke at være forsker for at kunne sige. Når der ikke er nogen grænsekontrol, så er det jo ret let, siger hun til JydskeVestkysten.

Toppen af kransekagen

203 gange sidste år anholdt politiet personer, der havde overtrådt et indrejseforbud, viser en foreløbig kvartalsopgørelse fra Rigspolitiet, som JydskeVestkysten har fået indsigt i gennem Danmarks Statistik.

Det er det højeste antal i dette årtusind og en stigning på næsten en fjerdedel i forhold til 2007.

Men ifølge Marlene Wind har politiet højst sandsynligt kun fået fat i "toppen af kransekagen". Det hænger sammen med, at det ofte er helt tilfældigt - eksempelvis hvis de bliver standset i en færdselskontrol - at politiet opdager, at de udviste kriminelle er kommet ind i landet igen.

- Vi er jo med i Schengen, så vi må ikke lave en systematisk indrejsekontrol, forklarer Hans-Viggo Jensen, leder af Rigspolitiets Udlændingeafdeling til JydskeVestkysten.

Når politiet møder en udvist udlænding, der ikke må være i Danmark, får den udviste enten en advarsel eller en bøde på 1400 kroner. Sker det igen, kan det koste fængsel i op til seks måneder.

Når bøden er skrevet under eller fængselsdommen afsonet, sendes udlændingen ud af landet. Igen.

Facebook
Twitter