Ugebrevet A4: Integrationen sat i stå

Efter flere år med fremgang for integrationen er udviklingen nu sat i stå. Nye tal viser ifølge Ugebrevet A4, at flere indvandrere står uden job, og at flere oplever diskrimination. Integrationsministeren tager tallene til efterretning.

Det står dårligt til med integrationen i Danmark, viser en ny undersøgelse i LO's ugebrev A4.

Efter flere år med fremgang for integrationen af indvandrere og flygtninge i Danmark er udviklingen nu sat i stå. På flere områder er den endda gået tilbage.

Det viser undersøgelsen Integrationsstatus, som analyseinstituttet Catinét har lavet for LO's ugebrev A4.

De nye tal viser, at andelen af indvandrere i job fra 2000 til 2004 steg fra 33 til 50 procent. Nu er andelen faldet til 43 procent.

Tallene viser også, at hvor det tidligere kun var én ud af fire indvandrere, der oplevede diskrimination, gælder det nu for hver tredje.

Ser tv fra hjemlandet

Samtidig er gruppen af indvandrere, der hovedsagelig ser tv fra deres hjemlande, på et år fordoblet fra seks til 12 procent.

Indvandrereksperter peger på, at den uheldige udvikling skyldes, at indvandrerne i højere og højere grad føler sig uvelkomne i Danmark, og at billedet er ved at bide sig fast.

- De har mistet oplevelsen af at være medborgere i Danmark, siger Uzma Ahmed Andresen, der er forkvinde i Foreningen for Etnisk Ligestilling.

Integrationsministeren tager tallene til efterretning

Integrationsminister Rikke Hvilshøj tager undersøgelsens konklusioner til efterretning.

- Der er nogle ting, der er gået frem, der er nogle ting, der er stagneret.

- Integrationspolitikken er meget højt prioriteret for regeringen. Vi har lige lavet en meget stor aftale med Dansk Folkeoparti og Socialdemokraterne om en fortsat integrationsindsats. Det her er en proces, der bliver ved, og derfor indgår dette her også i det videre arbejde, siger hun til TV AVISEN.

Reagerer på modspil

Naser Khader, der er medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre, har selv indvandrerbaggrund.

Han mener, at grunden til, at borgere her i Danmark med indvandrerbaggrund, føler sig mindre og mindre danske, er, at de oplever et øget modspil hos danskerne, og at de reagerer psykologisk på det modspil, blandt andet ved at vende sig mod deres hjemlande og deres egen kultur.

Deres øgede brug af tv fra hjemlandet er et tegn på det, mener han.

Naser Khader peger på, at episoder som terrorangrebet i USA 11. september 2001 og i London tidligere i år, øger modstanden mod indvandrere.