Uklare kræftsymptomer koster liv

Træthed og vægttab kan være tegn på kræft. Symptomer så vage, at lægen har svært ved at sende patienten videre, og det kan koste liv.

Vage symptomer som træthed og vægttab betyder, at patienterne ikke får en hurtig diagnose, men sættes på en lang venteliste.

Praktiserende læger bør have langt bedre mulighed for at sende patienter til hurtige undersøgelser, hvis de har den mindste mistanke om en alvorlig sygdom - for eksempel kræft.

Det mener Peter Vedsted, leder for Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet.

En undersøgelse fra forskningsenheden viser, at patienter med uklare symptomer som ondt i maven, træthed og vægttab ender på lange ventelister, og det kan koste liv.

Vage symptomer

Men symptomerne er så vage, at de praktiserende læger ikke kan sende patienterne videre til en hurtig kræftundersøgelse, fordi de ikke omfattes af de såkaldte kræftpakker.

- Vi bliver nødt til at sørge for, at patienter, der ikke passer ind i kræftpakker også får en hurtig udredning, siger Peter Vedsted.

Et af landets få diagnostiske centre ligger på Vejle Sygehus, og her kan patienter henvises til ultralyds-undersøgelser, røntgen-undersøgelser og test af 30 blodprøver.

Svar på få dage

Næsten alle patienterne kommer til med mindre end en times ventetid og får svar i løbet af få dage. Ifølge Peter Vedsted har patienter med vage symptomer altså højere risiko for i sidste ende at tabe kampen mod kræften, de risikerer også et mere kompliceret forløb.

Facebook
Twitter