Ukrainske flygtningebørn risikerer at havne i folkeskoler, hvor ingen forstår dem

Danmarks Lærerforening kræver, at der følger øremærkede penge med børnene, så de sikres støtte.

Når små ukrainske børn begynder i danske skoleklasser, bliver de modtaget vidt forskelligt.

Mens de fleste kommuner har modtageklasser med ukrainske børn, vælger andre at lade dem begynde direkte i de danske almenklasser – både med og helt uden sprogstøtte.

Regeringen har nemlig givet kommunerne friere rammer og fleksibilitet til at få de yngste ukrainere sluset ind i det danske skolesystem – afhængig af hvordan det passer ind i den enkelte kommune.

Det er der flere problemer ved, lyder det fra Danmarks Lærerforening.

Dem vender vi tilbage til.

To forskellige skolestart

Nogle har siddet i beskyttelsesrum i flere uger. Ens far er taget til fange af russerne. Familien har ikke hørt fra ham siden. En andens er død.

De ukrainske børn er flygtet, og nu sidder de i de danske folkeskoler. Blandt andet i Lemvig og i Vejen, hvor de bliver modtaget på to forskellige måder.

70 børn er samlet i modtageklasser på Christinelystskolen i Lemvig, for her skal samtlige flygtningeelever i modtageklasse, før de bliver sluset ud i de danske folkeskoler. Det fortæller Mie Kallaund, afdelingsleder og kommunal tosprogskonsulent i Lemvig Kommune:

- Her får de et fællesskab og ro på, og de får tid til at lære de helt basale ting, som ’jeg hedder’, ’jeg kommer fra’, ’jeg vil gerne på toilettet’. Og de møder nogle voksne, som er vant til at modtage børn, der kommer fra krigsområder.

De fraser lærer de også på Østerbyskolen i Vejen. Men her lukkede man for to år siden modtageklasserne. Derfor begynder flygtningebørn op til 7. klasse direkte i danske klasser med specialstøtte 15 timer om ugen.

Maksym begyndte i sidste uge, Hordii i går. De er de eneste ukrainere i 2.b på Østerbyskolen. Men deres klasselærer i 2.b Anja Wollesen er uddannet til at håndtere tosprogede børn, så det skal hun nok klare, forklarer hun.

- Men begynder vi at få flere ind, begynder det at blive en udfordring, og så synes jeg, der skal en modtageklasse til, siger Anja Wollesen.

Regin Holm Nielsen er chef for skole, kultur og fritid i Vejen Kommune, hvor de har god erfaring med at sluse børn direkte ind i klasserne.

- Hvis man skal lære sproget, så skal man ud i virkeligheden. Men det kan være, vi om en uge eller fjorten dage bliver nødt til at sadle om. Kommer der rigtig mange, bliver vi nødt til at forholde os til det. For vi kan jo ikke overstrømme de klasser og de skoler vi har i forvejen, så der kommer flere i klasserne, end der må være.

Økonomiske løsninger

Faktum er, at ikke alle kommuner har bevaret modtageklasser. Og ikke alle lærere er som Anja Wollesen uddannet til at tage ukrainere direkte fra krigen og ind i klassen.

Selvom forskningschef ved VIA University College, Andreas Rasch-Christensen, mener, at idealet vil være en form for modtageklasse, inden eleverne indsluset i den almindelige danske skole, ser han også andre gode muligheder.

- Hvis modtageklasser ikke er en mulighed, er man nødt til at integrere dem med det samme. Så er det bare helt afgørende, at man har faglig støtte og socialpædagogisk støtte.

Ligesom de har gjort det i Vejen.

Men én ting skal kommunerne ifølge Andreas Rasch-Christensen ikke gøre.

- Det værste man kan gøre er at tro, at man bare kan sende dem ud i den danske skole, og så bliver de den vej igennem integreret og udvikler sig fagligt og trives.

I eksempelvis Kalundborg Kommune kender DR til to ukrainske elever, der er begyndt i almenklasser med én times sprogstøtte om ugen - de første to uger. DR ville gerne have spurgt ind til den model, men kommunen har ikke ønsket at medvirke.

Hvilken årsag der ligger bag Kalundborg Kommunes beslutning, kender DR derfor ikke, men Danmarks Lærerforening forklarer, at nogle kommuner vælger netop det tilbud, fordi det er det muliges kunst – og billigste.

- Mulighederne for at gøre det på meget forskellige måder er enorm mange, så der er kommuner, der vælger de billigste løsninger til at starte med, i stedet for at vælge de bedst mulige løsninger. De her børn fortjener altså det bedst mulige tilbud, siger formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.

Sådan bør det ikke være, både for elevernes og lærernes skyld, mener han.

Men er det ikke også det muliges kunst for de enkelte kommuner i en ekstrem situation?

­- Jo, det er det, og jeg hører alle steder fra, at alle gerne vil gøre en ekstra indsats her. Men det er en stor opgave mange steder, og den bliver kun større, siger formanden.

- Vores krav og vores stærke opfordring er, at man finansierer flygtningebørnenes undervisning på forhånd, så skolerne ikke skal til at hive op i deres kasser, men at hvert barn er ledsaget af en takst, så man kan sørge for, de får den bedst mulige undervisning.

I aftalen om fleksibilitet lægger der, at økonomien skal drøftes i forbindelse med økonomiforhandlingerne, der afsluttes i juni. Hvad skolerne præcist får kompenseret økonomisk er ikke fastlagt.

På den måde sender han bolden videre til de partier, som i slutningen af april blev enige om netop en aftale om ’øget fleksibilitet i modtagelsen af fordrevne børn og unge fra Ukraine.’

Nærmere til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Det var dog ikke muligt at få et interview med ministeren.

Retningslinjer og sikkerhedsnet

Forskningschef Andreas Rasch-Christensen foreslår regeringen at udstikke fælles retningslinjer for at sikre, at de ukrainske børn bliver grebet:

- Kommunerne er nødt til at gøre noget forskelligt, fordi de har forskellige muligheder. Men selvfølgelig kan man opstille nogle retningslinjer for, hvad de bedste løsninger er. Det er for risikofyldt bare at sende de ukrainske børn ud. Der kommer børn og unge, der har nogle hårde oplevelser med sig, derfor kan det være nogle voldsomme reaktioner.

Det sørger de allerede for i både Lemvig og Vejen.

Lærerne og de danske elever i Vejen kender ikke til, de oplevelser de nye ukrainske klassekammerater kommer med. Men på skolen står specialuddannede lærere fra de tidligere modtageklasser klar.

Og i Lemvig bliver eleverne screenet for tegn på traumer, så skolerne ved, hvad de ukrainske børn har oplevet, når de kommer ud.

- Her er voksne, der tør at gå i dialog. Vi kan ikke det samme sprog, men vi prøver på alle mulige måder at komme i dialog. Også om de grimme ting. De møder nogle voksne her, som ikke er bange for at tage fat, og som ikke bliver usikre, når de viser tegn på traumer, fortæller kommunal tosprogskonsulent Mie Kallaund.

Eleverne må maks være i modtageklasserne i to år. Men i Lemvig regner de med, at det første ukrainske flygtningebarn begynder i en dansk skole allerede inden sommerferien.

- Det går lidt stærkere den her gang. Det er lidt mere ’speedet’ op.