Ukrainske hospitaler kan ikke følge med: 34 ukrainere har fået behandling i Danmark

En fælles aftale hjælper krigsofre og ukrainske patienter med behandling i EU-landene. Danmark vil tage 200.

Ukrainske Antons højre hånd blev lemlæstet af en russisk granat. Nu hjælper aarhuianske kirurger med forhåbentlig at gøre den kampdygtig igen. (Foto: Emil August Prehn)

Danske hospitaler hjælper Ukraine med at tage sig af sårede fra krigen, og foreløbig har 34 fået behandling.

25-årige Anton er en af dem.

Han ligger på en stue på Aarhus Universitetshospitals ortopædkirurgiske afdeling. Han kæmpede ved frontlinjen i den ukrainske hær, indtil han i marts blev ramt af en russisk granat i Donetsk-området.

- Jeg kan huske, at der var en eksplosion. Og så blev jeg bevidstløs. Da jeg kom tilbage til bevidsthed, var min hånd revet i stykker, og min fod var såret, siger Anton.

Et flag og en rygsæk er, hvad Anton fik med sig til Danmark. På flaget har venner og soldaterkammerater skrevet hilsner. (Foto: Emil August Prehn)

Anton kom til Danmark med en lemlæstet hånd, en rygsæk, lidt tøj og et ukrainsk flag.

Flaget, der symboliserer blå himmel over gule kornmarker, er prydet med hilsner fra venner og soldaterkammerater i det krigshærgede hjemland.

Ukrainske hospitaler kan ikke følge med

Den ukrainske ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, siger at hjælpen er vigtig.

- Mange civile er blevet skadet og dræbt. Vi kan ikke hjælpe de mange tilskadekomne på de ukrainske hospitaler, siger ambassadøren.

Danmark har gennem et samarbejde i EU sikret, at op til 200 ukrainske krigsofre kan blive fløjet fra nærområderne til et dansk hospital for at få den bedst mulige behandling. Og den finder man blandt andet i Aarhus.

- Vi har jo kirurger her på stedet, som er trænet i det her. Kirurger, der har været udstationeret i krigsområder, som er vant til at tage sig af de her meget svære skader, siger ledende overlæge på Ortopædkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, Sten Larsen.

På Aarhus Universitetshospital har lægerne behandlet 10 ukrainske patienter siden krigen brød ud. Lige nu ligger der tre sårede på hospitalet.

Lægerne i Ukraine behandlede Antons granatskader i flere måneder, men kunne ikke redde hans hånd, og efter nogen tid kom han derfor til Danmark.

Infektionen i Antons hånd er nu på tilbagetog, og det går stille og roligt fremad, men ifølge Sten Larsen, er det stadig usikkert, hvor meget af Antons hånd, der kan reddes.

- Vi prøver at redde så meget, vi kan. Han får ikke en normal hånd med de skader, han har pådraget sig, men han får forhåbentlig en funktionel hånd, siger han.

Flere patienter på vej

I første omgang sendes de ukrainske patienter på hospitaler i nærheden af Ukraine, hvilket er en del af grunden til, at der ikke er kommet flere end 34 til Danmark.

Det fortæller den ukrainske ambassadør.

- Så vidt muligt er de tilskadekomne blevet flyttet til hospitaler i nabolandene, for eksempel Polen og Baltikum, derfor er der endnu ikke kommet så mange til Danmark, siger han.

Anton vil hjem til Ukraine og kæmpe ved fronten endnu en gang, hvis hans hånd bliver kampdygtig igen. (Foto: Emil August Prehn)

Men det kan ændre sig, siger Mykhailo Vydoinyk, for Sten Larsen og kollegerne på de danske hospitaler er dygtige til deres arbejde.

- Jeg regner med, at vi bliver ved med at sende patienter udenlands. Også til Danmark, som har nødvendig viden og kapacitet til at hjælpe, siger ambassadøren.

Om Antons hånd bliver funktionel igen vil tiden vise. Uanset betyder hjælpen meget for ham.

- Jeg er meget taknemmelig for Danmark. Og jeg er meget taknemmelig for alle læger, kirurger og sygeplejersker, der hjælper og behandler mig, siger Anton.

Og bliver hånden så god, at den kan betjene et gevær igen, så vil han tilbage til sine kammerater og deltage i krigen.

DR Nyheder kender Antons fulde identitet, men bringer kun hans fornavn af hensyn til soldatens sikkerhed.