Det er u-landene, der betaler størstedelen af regningen, når ngo'er fra hele verden mødes i København i forbindelse med klimatopmødet næste år, skriver Information.
Regeringen har bebudet finansiering af det alternative topmøde, men hovedparten tages fra midler, der ellers skulle være gået til udviklingshjælp i fattige lande.
27 af de 38 mio. kr., der er lovet, er hentet fra udviklingsbistanden. Kun 11 mio. er "nye penge".
- Penge, vi egentlig havde lovet til skoler, sundhed og så videre, bruger vi nu på klima i stedet. Det er et helt forkert signal at sende til udviklingslandene, siger Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp.