Uligestilling i Danmark

Ligestilling? Glem det, hvis du spørger yngre kvinder. 85 procent svarer i en undersøgelse, at vi ikke har ligestilling i Danmark

Tre ud af fire yngre kvinder frygter, at deres køn vil står i vejen for opfyldelsen af deres drømme og mål (Arkivfoto). (Foto: Datarec © Stock.xchng)

- Jeg synes, hverken der er lige rettigheder eller muligheder eller pligter. Jeg synes, det halter over hele linjen, siger Birgitte Kehler Holst, som DR mødte til barsels-gymnastik i København.

Hun er på linje med langt de fleste yngre kvinder i Danmark. Kvindemagasinet Cosmopolitan har spurgt 1000 kvinder og 85 procent svarer: Nej, der er ikke fuldstændig ligestilling i Danmark.

Langt de fleste har oplevet diskrimination på grund af deres køn: De er blevet talt ned til, befamlet, og så er der lønnen, siger Birgitte:

- En undersøgelse fra EU har for nylig vist, at lønforskellen mellem mænd og kvinder er over 15 procent, og at Danmark ligger helt i bunden i EU. Det er rimelig trist.

Lighed på hjemmefronten

I hjemmet er det også stadig kvinderne, der tager nullermændene, men det er blevet bedre, siger Kristina Gerstenfeldt Sandorf.

Ifølge undersøgelsen er en fjerdedel af kvinderne skredet fra en kæreste på grund af hans syn på kvinder.

Men i samme åndedrag erkender halvdelen, at de godt igen ku' forelske sig i en mand med et gammeldags kønsrollesyn!

Cosmopolitans redaktør siger, de unge kvinder er bange for at blive fremstillet som sure mokker, hvis de taler ligestilling.

Og selv om flertallet mener, vi ikke har ligestilling, vil mange hellere klare tingene selv i stedet for at vente på nye love.

- Jeg synes, vi er blevet så stærke nu, så jeg synes faktisk, at man skal tage det op selv. Hvordan man fungerer bedst som familie, siger Camilla Ytournel Vestergaard.

Hendes veninde på barselsholdet Birgitte Kehler Holst tilhører et lille stærkt uenigt mindretal:

- Jeg synes klart, at vi skal have kvoter og regulering. For vi kan jo tydeligt se, at vi ikke får ligestilling af frivillighedens vej.

Facebook
Twitter