Ulykke på populært badested: 17-årig i kritisk tilstand

Der er sket en badeulykke på Islands Brygge i København.

Sol ved Havnebadet Islands Brygge i København. Arkivfoto. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

På en varm sommerdag som i dag vrimler det med badegæster på havnefronten ved Islands Brygge i København.

Men i dag blev idyllen brudt af en tragisk badeulykke.

Politi og brandvæsen har fisket en 17-årig mand op af vandet. Han er kørt på Rigshospitalet, og her til aften melder politiet, at han er i kritisk tilstand.

- En gruppe personer var ude at bade, og på et tidspunkt opdager de, at de savner en fra gruppen. De tilkalder så politiet, og vi har nu fundet vedkommende, lød det tidligere fra Henrik Svejstrup, der er vagtchef ved Københavns Politi.

De pårørende er underrettet, og politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger om ulykken.

Både brandvæsnet og politi massivt til stede på Islands Brygge. (Foto: Katrine Rørby Madsen)

Island Brygge er især kendt for havnebadet, der er et friluftsanlæg i den ene ende af havnefronten, hvor der også er livreddere til at holde øje med de badende.

Men mange vælger at hoppe direkte i havnen fra molen, som strækker sig langs hele Islands Brygge, og det er tilsyneladende der, ulykken er sket. Politikøretøjer og brandbiler er samlet ved kajen nogle hundrede meter syd for havnebadet.

Facebook
Twitter