Ulykkestoget kørt i land - dykkerne leder stadig i Storebælt

Oprydningsarbejdet efter togulykken på Storebæltsbroen fortsætter.

Godstoget bliver kørt i land efter ulykken onsdag morgen, der kostede seks mennesker livet. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Arbejdet fortsætter med at rydde op efter togulykken på Storebæltsbroen, som kostede seks mennesker livet og kvæstede yderligere 16.

Tidligere i dag sendte politiet dykkere i vandet ved ulykkesstedet for at lede efter vragdele. Her til aften oplyser Fyns Politi, at dykkerne stadig er i aktion i det mørke og iskolde Storebælt.

- De leder stadig, meddeler den presseansvarlige til DR.

Der er fortsat ingen oplysninger om identiteten på de seks dødsofre. Ifølge en pressemeddelelse arbejder politiet stadig på at identificere dem, så man efterfølgende kan underrette de pårørende.

Derefter melder man ud til offentligheden.

Her til aften har Banedanmark og Fyns Politi arbejdet på at bugsere både godstoget og det forulykkede passagertog fra broen og ind i land til et afskærmet område, hvor man fortsætter efterforskningen for at komme til bunds i præcis, hvad der forårsagede ulykken.

Ramte en tom lastvognstrailer

Toget ramte en tom lastvognstrailer og foretog en voldsom opbremsning, da ulykken skete.

Bo Haaning, der er souschef for Havarikommissionen, har tidligere i dag ikke villet konkludere, at traileren var skyld i ulykken, eller om der eventuelt kan være andre ting, der har ramt toget.

- Der var en tom lastvognstrailer, der sad oven på en godsvogn, der faldt af. Den har enten ramt toget, eller også er toget kørt ind i den, sagde Bo Haaning.

Der har været foretaget afhøringer af lokoførerne, men politiet har endnu ikke ønsket at fortælle, hvad lokoførerne har kunnet bidrage med i efterforskningen.

Fyns Politi har indkaldt til et nyt pressemøde, hvor man vil orientere om udviklingen klokken otte torsdag morgen.

Togdriften genoptages klokken ti

DSB oplyste tidligere i dag, at man forventede at kunne genoptage togdriften over Storebæltsbroen klokken fire i morgen tidlig, men her til aften har man justeret forventningerne, så man regner med igen at kunne køre over broen klokken ti torsdag formiddag.

- Arbejdet med at gøre sporene på Storebælt klar til at køre tog igen er så omfangsrigt, at vi tidligst kommer til at kunne køre tog over Storebælt i morgen formiddag, torsdag, klokken 10, meddeler DSB på deres hjemmeside.

I stedet bliver passagerne transporteret mellem Korsør og Nyborg i togbusser.