Undersøgelse: 94 procent har fejl i medicinen

Et gratis årligt medicintjek skal blive en mulighed, mener Apotekerforeningen efter undersøgelse.

(© Colourbox)

Ruth Marie Nielsen er 72 år. I april tog hun på apoteket for at få lavet en gennemgang af sin medicin - og gennemgangen viste, at hun skulle have lidt ekstra i pilleæsken. Tjekket viste nemlig, at hun havde behov for en ny type medicin mod infektion, og hendes dosis af D-vitamin blev også sat op.

- Jeg har ikke hovedpine mere, og derfor behøver jeg ikke at tage smertestillende medicin længere. Jeg har heller ikke kramper i benene mere, fortæller hun DR Nyheder.

Ruth Marie Nielsen valgte sammen med 518 andre at få lavet et medicintjek. I alt 103 danske apoteker tilbød at lave tjekket i april, og målgruppen var alle dem, der tager mere end fem forskellige slags medicin. Ikke mindre end 94 procent af de 518 fremmødte havde problemer med medicineringen.

Men et medicintjek koster mellem 500 og 850 kroner, og Dansk Apotekerforening mener, at den udgift bør lande hos kommunerne i stedet for i borgernes egen pengepung. Men tjekket skal foregår på apoteket, lyder det fra foreningen.

Færre hospitalsbesøg

Foreslår I det, fordi det vil være en god forretning for jer?

- Nej, det ville være en god forretning for samfundet og for patienterne. De vil få det bedre, og man vil spare ressourcer andre steder i sundhedssystemet. Man vil også spare på sygesikringen, fordi der vil blive brugt mindre medicin, og så vil man få en del færre hospitalsindlæggelser, siger Niels Kristensen, der er formand for Apotekerforeningen.

- Der er ingen tvivl om, at når man selv skal betale for det, så kommer der færre patienter. Og jeg synes heller ikke det er rimeligt, at den enkelte borger skal betale for, at man får styr på deres medicinering. Det er en samfundsopgave, og derfor er det også samfundet, der skal betale for det, fortsætter han.

Henrik Dibbern er formand for de praktiserende læger. Han er slet ikke afvisende over for et årligt medicintjek - det skal bare ikke foregå på apotekerne.

Skeptisk overfor piller

- Apotekerne kan have en meget vigtig rolle, fordi de ved meget om medicins bivirkninger, og om hvordan en slags medicin virker sammen med en anden. Men selve vurderingen af, hvad for en slags medicin en patient skal have, og hvordan den skal kombineres, skal selvfølgelig foregå hos en læge, siger han til DR Nyheder.

Ruth Marie Nielsen er fortaler for et årligt gratis medicintjek. Uanset om hvilken kasse, der skal betale for det, for hun er skeptisk over for piller.

- Jeg ville være så positiv overfor et gratis årligt medicintjek. Siden mit tjek er jeg blevet langt mere tryg ved at gå på apoteket, fordi jeg har fået forklaret, hvad de forskellige slags medicin kan. Og hvis jeg forstår det, vil jeg også gerne spise pillerne. Men jeg vil selv bestemme over min krop, og hvad jeg putter i den. Sådan er det ikke alle ældre mennesker, der har det, og jeg tror, at rigtig mange ældre får for mange piller, siger hun.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra KL, men det var desværre ikke muligt i går aftes.

Medicin man ikke har brug for

Problemerne hos de 94 procent, som man opdagede fejl i medicineringen hos, fik ifølge Apotekerforeningen ofte medicin, som de slet ikke har brug for.

- I bedste fald gør medicinen ikke noget for dem, men i værste fald giver den uhensigtsmæssige bivirkninger, siger Apotekerforeningens formand, Niels Kristiansen, til DR Nyheder.

Tidligere i dag debatterede netop Nils Kristensen og Henrik Dibbern i DR2 Morgen. Se hele debatten i videoen i toppen af artiklen.