Undersøgelse: Digital mobning på 8 ud af 10 skoler

400 skoler svarer i en undersøgelse, at otte ud af 10 oplever problemer med elever, der mobber hinanden på de sociale medier

På Jennifer Bildes gamle skole var der en del mobberi på nettet, fortæller hun. (Foto: DR)

Jennifer Bilde er 11 år. Hun kender godt til, hvordan skoleelever mober hinanden på de sociale medier. Især på hendes gamle skole var der en del mobberi på nettet, fortæller hun.

Og hun ved også, at den slags kan have konsekvenser i virkeligheden.

- Den kan skabe kliker, hvor der er nogle, der bliver holdt udenfor, siger hun til DR Nyheder.

Nemmere at mobbe bag skærmen

Det er et kendt problem, at elever mobber hinanden på de sociale medier som for eksempel Facebook. Og en ny undersøgelse, som DR Nyheder har lavet på mere end 400 skoler, viser at otte ud af 10 oplever problemer med mobning på de sociale medier blandt eleverne.

Måske er det fordi, der er nemmere at mobbe, når man sidder bag en computerskærm, tænker Jennifer Bilde.

- Der er man jo ikke face to face med folk. Så er det nok lettere, funderer hun.

Umuligt at styre

Men mobning har store konsekvenser, for dem det går ud over. Faktisk kan det være meget værre for mobbeofrene, hvis mobningen foregår på nettet, fortæller Jette Kofoed, der er lektor på Aarhus Universitet og ekspert i digitale medier.

- På nettet når mobningen ud til hele verden, og at skulle håndtere hvor mange af mine Facebook-venner, der har set det. Det er også mine venners venners venner. Man kan simpelthen ikke styre, hvor mobningen er nået hen, fortæller hun.

Jennifer Bilde på 11 har selv løst et problem ved ikke at give hvem som helt adgang til sin Facebookside.

- De venner, jeg har nu, er dem, jeg er venner med, og dem, jeg ikke er venner med - dem har jeg smidt ud, siger hun til DR Nyheder.

Facebook
Twitter