Undrede du dig også: Derfor havde Livgarden smidt bjørneskindshuen

Den Kongelige Livgarde tog imod den kommende statsminister med en noget anderledes hovedbeklædning. 

  • Livgarden præsenterede onsdag gevær på Amalienborg Slotsplads - men bjørneskindshuerne var væk og erstattet af en lettere 'sommer-model' til varme dage.
  • Den Kgl. Livgardes vagt- og sikkerhedsofficer bestemmer i samråd med hoffet, om det er for varmt til at bære de sorte og tunge pelshuer.
1 / 2

Alt lignede sig selv på Amalienborg Slotsplads, da S-formand Mette Frederiksen onsdag orienterede dronning Margrethe med henblik på at danne en ny regering.

Der var masser af pressefolk til stede, tilskuere, der håbede på et glimt af hovedpersonerne, samt billeder af de velkendte mørkegrønne Amalienborg-porte, bag hvem begivenhederne udspillede sig.

Men en ting var ikke, som det plejer.

Den Kongelige Livgarde havde smidt de karakteristiske sorte bjørneskindshuer til gengæld for en let og mindre model på skrå.

Det er der en god forklaring på, oplyser Den Kongelige Livgarde.

- Det er simpelthen, fordi det var for varmt til bjørneskindshuen. Med sin sorte farve og pelsen er den meget krævende at bære på dage som i dag. Derfor kan garderne på varme dage få tilladelse til at tage den af og i stedet bære skråhue, siger Thomas Reimann, presseofficer ved Den Kongelige Livgarde.

Mere end 31 graders varme i København

Onsdag blev årets hidtil højeste temperatur på mere end 31 grader målt i hovedstadsområdet, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Derfor havde Den Kongelige Livgardes vagt- og sikkerhedsofficer i samråd med Hendes Majestæt Dronningens Adjudantskab vurderet, at det var på tide for de posterede gardere at tage skråhue på.

- Løsningen af opgaven, nemlig at holde vagt, er det vigtigste. Derfor nytter det ikke noget, at garderne bliver dårlige og besvimer i varmen. Så hvis det er for varmt med en bjørneskindshue i forhold til opgavens løsning, så tager vi den af, siger Thomas Reimann.

Lars Løkke Rasmussen (V) på Amalienborg Slotsplads efter onsdag at have orienteret Dronningen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

I slutningen af april meddelte Den Kongelige Livgarde, at soldaterne ikke længere skal pudse patrontasken, til man kan spejle sig i den. Af den praktiske grund at taskerne skal benyttes til at opbevare ekstra ammunition.

Mindre pudsning og hensyn I varmen. Handler det om, at det er blevet lettere at være soldat i Den Kongelige Livgarde?

- Nej, bestemt ikke. Det er en såre simpel og almindelig hensyntagen til folks tjeneste. Det nytter ikke noget, at de står og besvimer, for så går det ud over den opgave, vi skal løse, slår presseofficeren fra Den Kongelige Livgarde fast.

Ifølge morgendagens vejrudsigt tyder meget på, at Livgarden igen har bjørneskindshuerne på, når Mette Frederiksen præsenterer sin nye regering på Amalienborg Slotsplads.

DMI forudser nemlig mere normale danske temperaturer på omkring 23 grader torsdag.

Facebook
Twitter