Ung Bandidos-rocker: Det er mine våben og stoffer

En ung mand fra 1989 har påtaget sig skylden for besiddelse af to skydevåben og 56 gram narko. Dermed går fem andre rockere fri.

En ung Bandidos-rocker på 23 år har for kort tid siden erklæret sig skyldig i at besidde skarpladte våben samt en mindre mængde amfetamin.

Det fortæller DRs retskorrespondent, Claus Buhr, fra retten i Helsingør.

Fem andre rockere nægter sig modsat skyldige, heriblandt Bandidos præsident for Europa og Asien, Michael "Kokken" Rosenvold. Alle seks sigtes for ulovlig våbenbesiddelse.

Anklagemyndigheden fik lukket dørene under henvisning til, at der er risiko for en eskalering mellem de to rockergrupperinger, Bandidos og Hells Angels.

Anklageren påpegede, at der kunne være risiko for angreb på retslokalet, et forsøg på at befri dem der var derinde eller at informationer fra retsmødet kunne eskalere konflikten mellem HA og Bandidos.

På den baggrund blev retsmødet lukket. Det skete til trods for store protester fra den fremmødte presse og forsvarer.

Der var en høj grad af sikkerhed omkring retten, da retsmødet fandt sted. Et stort antal betjente iført skudsikre veste holdt vagt ved retten. Da retsmødet gik i gang blev trafiken på vejen op til retten holdt tilbage af politiet. Pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, har ikke ønsket at gå i detaljer om sikkerheden overfor DR Nyheder.

Politiet fandt onsdag to pistoler og 56 gram amfetamin i Bandidos' rockerborg i Helsingør. Begge dele var gemt i et loftsrum over toilettet lige ved indgangen til klubhuset. I alt 18 klubhuse på Sjælland blev ransaget ved aktionen onsdag, og over 100 rockere blev tilbageholdt.

Facebook
Twitter