Ung cykeltyv til DR: I finder den aldrig igen

En ung mand fra Fyn stjal en mountainbike i Odense. Han havde ingen skrupler, da DR ringede.

Klokken er lidt over midnat onsdag aften.

En grøn mountainbike af mærket Specialized står låst fast i cykelstativet i Kongens Have i hjertet af Odense. Få øjeblikke senere forsvinder den. Først på kort rundtur i de små gader i Odenses centrum. Så bevæger den sig nordpå - væk fra Odense. Positionen kan nøjagtig aflæses, for cyklen tilhører Almindelig Brand Forsikring, der har lånt den til DR. Vi har monteret en GPS i den, inden vi placerede den i cykelstativet.

Kort efter klokken 01.00 når cyklen frem til en adresse i forstaden Næsby, hvor den holder stille. Morgenen efter forsvinder signalet til GPS'en.

Stjålne cykler bag mors hus

På adressen møder vi beboeren - en ældre kvinde, der ikke ønsker at stå frem med navn og ansigt på kamera. Vi viser kvinden den mountainbike, som vi ved, har stået på adressen. Den har hun ganske rigtigt set holde på adressen. Inde bag huset, igennem en port, viser hun os et sted ved gavlen. Her har cyklen holdt sammen med en lang række andre cykler, fortæller hun.

Det er kvindens voksne søn, der har stjålet cyklerne, fortæller hun.

- Det må han selv om. Det er ikke mig, der har stjålet de cykler. Jeg har min egen.

Vi får telefonnummeret på den unge mand, der opholder sig på et bosted i Jylland i øjeblikket. Ham ringer vi til for at konfrontere ham med, han har stjålet cyklen. Det erkender han.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ikke, hvor den er. I skal regne med, den er solgt for længst.

Opdagede GPS i cyklen

Den er solgt?

- Ja, og så er den solgt videre. Det er ikke til at finde ud af til hvem. Det kan jeg godt love jer.

Hvad der præcist er sket med cyklen, vil han ikke fortælle.

- Den er solgt og lavet om. Den finder I ikke.

Uden vi har nævnt det, fortæller den unge mand også, at han har opdaget, at der var en GPS-sender monteret i cyklen. Siden den blev parkeret ved huset tilhørende mandens mor, har GPS'en ikke sendt os flere data. Og det er der en forklaring på, siger han.

- Den GPS I havde sat på, den er langt væk, siger manden.

Cykeltyven fra Fyn giver os navnet på en kammerat, der har hjulpet med at sælge cyklen. Ham forsøger vi også at få kontakt til. Han bor på et bosted tæt på Odense, er mindreårig og DR må ikke få lov at tale med ham. Derfor slutter sporet efter cyklen her.

DR Nyheder har valgt at sløre identiteten på beboeren i huset og den unge mand, der erkender at kendte til cykeltyveriet, da de ikke har ønsket at lade sig interviewe på kamera. DR er bekendt med identiteten på dem begge.

TIP OS: Kender du noget til organiseret cykeltyveri, så kontakt DR’s journalister Nicolas Nielsen og Alexander Hecklen på nisn@dr.dk og ahec@dr.dk.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter