En hverdag med høje doser af medicin og jævnlige elektrochok. Sådan så 21-årige Fines liv ud for få år siden.

Som teeanger fik hun stillet diagnoserne bipolar og borderline. Og da hun flyttede hjemmefra, rykkede hun ikke ind på et kollegium eller i en delelejlighed med en veninde. Hun flyttede ind på Rigshospitalets psykiatriske afdeling.

Målet var, at Fine skulle få det bedre, men bivirkningerne ved medicinen var store. Hun havde svært ved at holde sig vågen mere end en time ad gangen, og hun tog 30 kg på i løbet af få måneder.

Hun fik det værre og værre, og da bipolar er kendt som en kronisk lidelse, frygtede Fine, at hun skulle leve sit liv i armene på psykiatriens. Anderledes gik det.

Misforståede symptomer

Fine er i dag hverken bipolar eller borderline. Hun læser HF, bor i en lejlighed på Nørrebro og lever et liv som sine jævnaldrende. Uden at tage medicin.

Med sin historie er hun et eksempel på en af de tidligere psykiatriske patienter, der har fået det bedre af at blive trappet ud af medicin.

Hun fortæller i P1-udsendelsen 'Brændt sig på psykiatrien', at hun mener, at lægerne opfattede bivirkninger fra medicinen som symptomer på hendes psykiske lidelser.

Når Fine tænker tilbage, husker hun et behandlingsforløb, hvor hun var indlagt så længe, at hun så svingdørspatienterne komme tilbage igen og igen, imens hendes medicindosis blev øget, og nye præparater blev afprøvet.

Anderledes krop

Under den 18 måneder lange indlæggelse på Rigshospitalet fik Fine det dårligere og dårligere i takt med, at mængden af hendes medicin blev øget, og hun tog mere og mere på.

- Jeg føler ikke, at det er min krop. Når jeg laver en bevægelse, føles min krop helt anderledes og fremmed, fordi jeg blev så stor så hurtigt, husker Fine.

Hun havde egentlig først følt, at det var en lettelse at få en diagnose, fordi den gav hende en forklaring på, hvorfor hun følte sig ked af det. Men som månederne gik, blev den tanke erstattet med en frygt for, hvorvidt dagligdagen på hospitalet ville blive hendes fremtid.

- Jeg får flere angstanfald og får så mere medicin, som gør, at jeg ikke kan holde mig vågen og ikke har nogen balanceevne. Jeg sumper bare hen, og det bliver værre og værre, fortæller hun.

Medicin på hyldenHendes tilstand tager en drejning, da hun efter halvandet år på den psykiatriske afdeling bliver overflyttet til distriktspsykiatrien.

Den psykiatriske afdeling på hospitalet er normalt ikke en permanent løsning, og Fine har allerede været der meget længe.

Hun får et værelse på et bosted for psykisk syge på Nørrebro, og via bostedet møder hun en psykiater, som mener, at hun får alt for meget medicin, og som vil have, at Fine trapper ud. Fine har gjort sig samme tanker.

Fine begynder at trappe ud, men bliver usikker undervejs, fordi hun følger, at hun får det værre. Hun kontakter derfor en anden psykiater for at høre, om det var forsvarligt at lægge medicinen fra sig.

- Han siger til mig, at hvis jeg har det så dårligt, må det være et tegn på, at jeg har brug for behandlingen og bør starte den op igen. Det er skræmmende. Jeg bliver ked af det, siger Fine.

Der er ofte eftervirkninger ved et udtrapningsforløb. Ingen af psykiaterne gjorde Fine opmærksom på de komplikationer, der kan være i forbindelse med at stoppe en behandling med psykofarmaka.

Fri for diagnoser

Fine holder dog fast i udtrapningen og får det bedre. Herefter kommer et afgørende telefonopkald:

- Min psykiater ringer for at sige, at hun har læst min journal igennem, og at hun har besluttet sig for at stryge diagnoserne. Hun kunne ikke se, at der havde været belæg for dem. Der havde været en krisetilstand og en del depressive tendenser, men hverken bipolar eller borderline, siger Fine.

Du kan høre Fines historie i P1-udsendelsen "Brændt sig på psykiatrien", der bliver sendt på P1 klokken 15.03 i dag.

Fine er et opdigtet navn. Fines rigtige navn er redaktionen bekendt.