Ung syrer i Middelfart: Et chok, at dansk firma kan have hjulpet Assad

Bunkerfirma i Middelfart er indblandet i sag om leverancer af jetbrændstof til Syrien.

Joudi Abdalhannan flygtede fra Syrien for tre år siden med sin familie (Foto: Dr © dr)

Når 19-årige Joudi Abdalhannan fra Syrien hver dag sætter sig og læser i sine lærebøger for at blive tandklinikassistent, er det med udsigt over Middelfart med den ikoniske Lillebæltsbro i det fjerne.

Hun og familien flygtede fra Syrien i 2016. Det skete pludseligt en dag, da hendes familie blev advaret om, at de ikke længere var sikre, fortæller hun:

- Der var nogen, der ringede på vores dør. De siger, I skal ud, der kommer fly, og de bomber nu.

Joudi Abdalhannan beskriver, at familien bare tog deres tøj og forlod hjemmet uden nogensinde at vende tilbage igen. Senere fik de at vide, at deres hus og alle deres ejendele var ødelagt af bomberne.

Foran ventede en farlig rejse over Middelhavet i gummibåd, inden familien efter en lang rejse kunne slå sig ned på Fyn, hvor de fik asyl og midlertidigt ophold.

30.000 ton jetbrændstof

Tæt på Joudi Abdalhannans hjem i Middelfart ligger den danske virksomhed Dan-Bunkering, som er ejet af miliardæren Torben Østergaard-Nielsen.

Det viser sig, at Dan-Bunkering spiller en vigtig rolle i en sag om ulovlige leverancer af mindst 30.000 ton jetbrændstof til den borgerkrig i Syrien, Joudi Abdalhannan er flygtet fra.

Det har DR afsløret på baggrund af amerikanske retsdokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder.

Dan-Bunkerings ejer, Torben Østergaard-Nielsen, foran virksomhedens hovedsæde i Middelfart.

Dan-Bunkering har ifølge oplysningerne i sagen skaffet jetbrændstof til et russisk firma, som har forsynet russiske kampfly i Syrien. Kampfly, der gennem flere år har fløjet bombetogter til støtte for den syriske præsident, Bashar al-Assad.

Fyns Politi er i gang med at undersøge, om Dan-Bunkering har brudt EU's sanktioner om, at europæiske virksomheder ikke må sælge, eksportere, overføre eller levere jetbrændstof til brug i Syrien.

Dan-Bunkering er hverken sigtet eller tiltalt i USA eller i Danmark.

- Det hele gik i stå

Joudi Abdalhannan kalder det et chok, hvis Dan-Bunkering har været med til at støtte Bashar al-Assad via russiske forretningspartnere.

- Jeg er overrasket over det. Jeg troede ikke, at nogen ville støtte Assad, for alle ved, hvad han gør ved børn og de gamle mennesker. Det bare et stort chok, siger hun.

Joudi Abdalhannan og hendes mor i familiens køkken i Middelfart. (Foto: Dr © dr)

Ifølge militæranalytiker Mikkel Storm Jensen, der har set på sagen for DR, var den syriske præsident Bashar al-Assad presset i 2015. Derfor var der tale om et vendepunkt, da Rusland samme år valgte at støtte præsident Assad fra luften med bombetogter i Syrien.

Joudi Abdalhannan boede i den syriske by Aleppo, og hun husker godt, hvor hårdt byen var ramt, og særligt da bombardementerne blev intensiveret.

- Børnene kunne ikke gå i skole, det hele gik i stå, de voksne var bange, og vi børn måtte ingenting, for de voksne vidste ikke, hvor bomberne faldt næste gang, fortæller hun.

Særligt var Joudi Abdalhannan ked af, at skolen blev lukket, og at hun og hendes to søskende ikke længere kunne få en uddannelse.

Derfor slider hun ekstra hårdt i det i dag for på dansk at færdiggøre uddannelsen som klinikassistent og måske læse videre til tandtekniker, hvis hendes opholdstilladelse bliver forlænget.

- Vi har intet tilbage i Syrien, jeg har ingen gode minder derfra – undtagen måske når jeg legede med mine veninder i skolen. Alt var ødelagt. Alle mennesker skal vide, hvad Assad han gør.

Hvorfor?

- Fordi de ikke skal hjælpe ham.

Dan-Bunkering afviser brud på EU's regler

Hverken Dan-Bunkering eller ejeren Torben Østergaard-Nielsen har ønsket at give interview til DR eller kommentere sagens detaljer.

I en mail til DR den 1. april 2019 skriver virksomheden, at "Dan-Bunkering ikke (er) genstand for juridiske undersøgelser hverken i Danmark eller i andre lande."

I en mail sendt den 10. april 2019 til DR afviser virksomhedens advokat Peter Appel fra firmaet Gorissen Federspiel, at Dan-Bunkering har handlet i strid med EU's regler. Han skriver, at Dan-Bunkering aldrig har leveret jetbrændstof til Syrien eller til en kunde, der er omfattet af EU's sanktionsregler:

- Det kan således oplyses, at Dan-Bunkering aldrig har leveret brændstof til Syrien. At Dan-Bunkering ikke har handlet i strid med EU-reglerne. At Dan-Bunkering ikke har leveret brændstof til en kunde, der er omfattet af EU's sanktionsregler.

Dan-Bunkering har trods gentagne forespørgsler gennem flere uger ikke svaret på DR's spørgsmål om, hvorvidt virksomheden har været involveret i leverancer af jetbrændstof, der er anvendt i Syrien og fragtet til landet via overførsler til russiske tankskibe.

Facebook
Twitter